DEBAT
Speciallæge Mauri Johansson, Bording. E-mail: mauri@dadlnet.dk
I et interview i Ugeskriftet nr. 48, p. 4165 [1] fremfører formanden for DADL med vægt behovet for at få etableret en patientombudsmand. Så vidt så godt. Men interviewet skæmmes af hans bemærkning om »... at det bliver svært slet ikke at forholde sig til klemmen mellem det øgede pres [det, vi andre kalder behov? MJ] på sundhedsvæsenet og de knappe ressourcer« [min kursivering, MJ]. Det er trist, at formanden kolporterer denne jeremiade, som regeringen længe har markedsført. Aldrig har Danmark formentlig oplevet mage til økonomiske muligheder. Men finansministeren foretrækker at trække pengene ud til en nedskrivning af statsgælden frem for investering i befolkningens sundhed og fremtid. Statens nettogæld er hastigt faldende [2] og efterhånden minimal, så der er ikke saglige argumenter for en sådan politik. DADL's stemme bør ikke lyde i koret, at landet fattes penge.
<ol class="Litt-list">
<li>Bundgaard B. Lad os få en patientombudsmand. Ugeskr Læger 2006;168:4165.</li>
<li>Danmarks Nationalbank: Finansiel statistik, NYT, 22. november 2006.</li>
</ol>