Sundhedsmyndighederne i Vestafrika har mistet kontrollen over det hidtil mest omfattende udbrud af den frygtede sygdom ebola, skriver jyllands-posten.dk med henvisning til advarsler fra Læger uden Grænser og Red Barnet.
Indtil videre er 518 mennesker er døde og 844 smittet i tre lande, viser de seneste tal fra FN’s sundhedsorganisation, WHO. Sygdommen er dødbringende i op mod 90 pct. af tilfældene.
Inddæmning af ebola besværliggøres af, at befolkningen i de ramte områder - primært Sierra Leone, Guinea og Liberia - er bange for de sundhedshjælpere, der gør arbejdet. Det er på grund af de rumlignende dragter, sundhedspersonalet bærer.
»De ser pludselig for første gang i deres liv nogle mennesker, der ligner folk på vej til Månen. Herefter ser de dem sprøjte noget ind i nogle af de lokale indbyggere – som så kort efter dør,« fortæller Mette Bjergbæk Klausen, som arbejder for Mission Afrika i Sierra Leone, til avisen.
<p>Læger uden Grænser og Red Barnet advarer om, at den ekstremt smitsomme og farlige sygdom ebola breder sig ukontrolleret.</p>