I denne uge skulle det sidste møde i den ministerielt nedsatte arbejdsgruppe - der ser på den lægelige videreuddannelse herunder den udskældte fireårsregel - være afholdt.
Herefter skulle grupppen udarbejde en rapport til sundhedsministeriet, hvori det forventes, at der vil blive præsenteret mulige justeringer af fireårsreglen.
I arbejdsgruppen sidder blandt regioner, videruddannelsesregionerne, Yngre Læger og Lægeforeningen, men parterne er ikke færdige og har aftalt et nyt møde, oplyser Yngre Læger:
"Vi arbejder fortsat på en afskaffelse af fireårsreglen. Mødet forleden skulle have været det sidste i den arbejdsgruppe folketinget nedsatte, men der er behov for mindst et møde mere," siger Camilla Rathcke, formand for Yngre Læger og fortsætter:
"Yngre Lægers mål er fortsat at komme af med fireårsreglen, der har så stor negativ effekt på vores medlemmer, og som ikke har gavnet patienterne. Men det er op ad bakke, og vi og Lægeforeningen står ret alene".
Yngre Læger håber, at en ny minister på området kan medføre, at tavlen måske kan vaskes ren og friske øjne kan se det forunderlige i, at vi som samfund nægter nogle af de dyrest uddannede borgere muligheden for at få en speciallægeuddannelse i Danmark, hvis de er faldet for fireårsreglen, hvilket næste hver femte er ifølge en nyhed kort før jul i Jyllands-Posten:
"Nu er der jo imidlertid kommet ny sundhedsminister og vi håber, at Nick Hækkerup sammen med Sundhedsudvalget vil se på fireårsreglen med nye øjne og komme os i møde," siger Camilla Rathcke.
<p>Der kommer til at gå længere tid end forventet, før arbejdsgruppe, der ser på den lægelige videreuddannelse herunder fireårsreglen, kommer med sin rapport. Yngre Læger og Lægeforeningen føler sig alene. </p>