Dialog i Nordjylland efter lægeprotest

Blot et par dage efter, at gruppen af overlæger og yngre læger i Region Nordjylland havde offentliggjort et brev til regionspolitikerne i Nordjyske, ryddede en lille håndfuld af regionens toppolitikere og topembedsmænd et par timer i kalenderen, det samme gjorde brevets underskrivere og torsdag kunne de sætte sig over for hinanden til et såkaldt dialogmøde.

Og dialog var også, hvad der kom ud af det. Konkrete ændringer kommer der ikke nogen af, siger regionsrådsformand Ulla Astman

”Vi står over for kæmpebesparelser som konsekvens af de stigende medicinudgifter. Det er de rammer, vi har, og det kan der ikke laves om på. Men mødet gjorde mig opmærksom på, at vi nok skal gøre os mere umage for at sætte os ned sammen og se hinanden i øjnene og kunne sige: Det gør ondt, det her. Det gælder også hospitalsledelsen, som skal vise ansvar, hvilket jeg faktisk synes, de har gjort ved at tilrettelæge en inddragende proces, og så skal de være villige til at se på, hvordan man i fællesskab kan gøre det bedre fremadrettet, når der skal prioriteres på de enkelte afdelinger.”

Ulla Astman oplyser, at regionen faktisk har meldt prioriteringer ud.

”Vi har meldt meget få enkle mål ud for hospitalerne og det må afdelingerne rette ind efter og selv finde ud af, hvad der skal spares på. Og kommunikationen af det, kan vi måske nok blive bedre til”.

Formand for Overlægerådet Helle Laugesen tænker sig længe om, før hun svarer på spørgsmålet om, hvad der kom ud af det.

”Mødet gik godt. Der var dialog. Vi fik i hvert fald luftet vores frustration”, siger hun så. ”Men ellers kom der vel ikke så meget konkret ud af det”, siger hun og fortsætter:

”På mødet blev det klart, at det blandt andet handler om, at den lokale ledelse, vores klinikchefer skal blive bedre til at kommunikere, så den lokale dialog bliver bedre. De har fået en bunden opgave fra hospitalsledelsen om at skære ned, men de er måske ikke godt nok klædt på til at kommunikere ud til os, hvad den overordnede strategi er - hvordan man tænker at det kan fungere godt alligevel. Samtidig kan vi på gulvet indimellem være i tvivl om, hvorvidt vores ledere og klinikchefer kommunikerer tydeligt tilbage til hospitalsledelsen, hvor pressede vi er”.

Hvad fik I ud af det?

”Vi fik en anerkendelse af, at regionsledelsen er klar over, at vi gør et stort stykke arbejde og at det presser os i den kliniske hverdag. Vi fik også anerkendelse af, at de bør være bedre til at kommunikere med os. Men konkret fik vi ikke fået noget med derfra. Og det var nok, hvad vi forventede”.

Er I alligevel glade for at i gjorde det?

”Ja, det er vi. Vi har markeret at besparelserne har en omkostning. Og at det ikke bliver ved med at gå med flere nedskæringer uden at det kommer til at koste nogen steder. Vi blev også mere bevidste om, at vi skal være bedre til i hverdagen at sige fra i de konkrete situationer, når vi oplever, at travlheden for ud over behandlingskvaliteten”.

Meget af det, som lægerne klager over, skyldes landspolitiske beslutninger og Ulla Astman ser også en bold der kan sendes videre:

”Vi regionspolitikere og lægerne deler en frustration over denne vanskelige periode for sundhedsvæsenet, hvor vi skal skære ned, samtidig med, at landspolitikerne fortæller, at der bliver sat så og så mange nye penge af til sundhedsvæsenet. Men det er ikke det, man oplever ude på hospitalerne”.

Har brevet gjort indtryk på dig?

”Ja, også andre faggrupper har henvendt sig med de samme frustrationer. Det gør bestemt indtryk - vi står over for besparelser som gør ondt. Jeg deler frustrationen, men jeg har ansvar for at få enderne til at nå sammen. Det er en bunden opgave. Men jeg kan sige, at lægernes brev og med mødet rejser vi endnu en gang flaget over for landspolitikerne. Og så må vi ellers vente og se, hvordan pengene, der sættes af i finansloven, skal bruges”, siger Ulla Astman.