Senest med finansloven for 2018 skal der være flere penge til sygehusene og kravet om to procents produktivitetsstigning skal afskaffes. Det siger Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl:
”Vi presser sygehusvæsnet for meget. Jeg vurderer, at vi er nået dertil nu, hvor vi presser citronen for voldsomt. Vi får nedlagt for mange sengepladser for hurtigt, så patienterne bliver hjemskrevet for hurtigt, siger han til TV 2.
Lægeforeningen glæder sig over udmeldingen:
”Det er en stærk melding, og vi er meget glade for, at der nu bliver lyttet. Vi har gennem længere tid hørt sundhedsprofessionelle melde klart ud, at de ikke kan stå inde for kvaliteten på deres afdelinger. Det gør man ikke for sjov. Læger, jordemødre, lægesekretærer, sosu-assistenter, sygeplejersker og andre har sendt en stærk og entydig besked til regeringen og partierne: drop to-procentskravet. Nu har vi et håb om, at det bliver til virkelighed, og jeg har da en klar forventning om at flere partier vil bakke op”, siger lægernes formand, Andreas Rudkjøbing.
Ifølge TV2 vil Dansk Folkeparti søge at få afskaffelsen af to-procentskravet effektiviseret allerede i forbindelse med forårets økonomiforhandlinger mellem regeringen og Danske Regioner, alternativt skal det vedtages i Finansloven for 2018, der skal forhandles til efteråret.
<p>Presset på sygehusene skal mindskes, mener Dansk Folkeparti, der vil skaffe flere penge til sygehusene og afskaffe det årlige produktivitetskrav på to procent.</p>