Det er velkendt, at unge fra velstående hjem er forholdsmæssigt overrepræsenterede på de lange videregående uddannelser. Men på medicinstudiet er tendensen endnu mere tydelig.
Det fremgår af en undersøgelse, som TNS Gallup har lavet for Ugeskrift for Læger. Den viser også, at næsten halvdelen (46 pct.) har forældre, hvor en eller begge har en lang videregående uddannelse.
”Tallene er interessante. For det er flere, end vi ser som gennemsnit for KU [Københavns Universitet] og DTU”, siger professor i sociologi, Martin D. Munk.
Han forsker blandt andet i social mobilitet på uddannelsesområdet og konstaterer, at lægefaget rekrutterer sine udøvere fra en baggrund, hvor forældrene er lidt mere velstående og har en lidt længere uddannelse end gennemsnittet af de studerendes familier.
Indkomst slår igennem
Ifølge undersøgelsen kommer en fjerdedel af de danske læger fra, hvad de selv vil kalde en højindkomstfamilie. Over halvdelen (56 pct.) er vokset op i, hvad de vil betegne som en middelindkomstfamilie. Kun 16 pct. siger, at de kommer fra en lavindkomstfamilie.
”Det, der slår mig, er, i hvor høj grad indkomsten slår igennem. Det passer med vores egne studier, som netop viser, at indkomsten spiller ind på valg af medicinstudiet”, siger Martin D. Munk.
”Når vi sammenligner de videregående uddannelser inden for humaniora, tekniske videnskaber og naturvidenskaber, business, samfundsvidenskab, sundhedsvidenskaberne osv., er medicin den uddannelse, hvor familieindkomsten slår hårdest ud – hvad jeres galluptal jo også viser. Lidt populært kan man sige, at det i høj grad er ,de riges børn', som læser til læge”.
På basis af tallene konkluderer Martin D. Munk, at gruppen af 60+-årige læger fortrinsvist blev hentet fra bedrestillede hjem.
”Når man ser på de lidt yngre, blev der i perioden ca. 1975-1985 rekrutteret bredere, socialt set. Men i dag er vi tilbage i det gamle mønster, hvor rekrutteringen igen er snævret ind, socialt set. En vigtig forskel er naturligvis, at kvinder nu er langt bedre repræsenteret”, tilføjer Martin D. Munk.
Victoria Gunmalm, KBU-læge
Da Victoria Gunmalm gik i skole, var hendes mor skolelærer. Hendes far solgte mobilkraner. Forstadskvarteret i Göteborg var ikke ligefrem storleverandør af akademikere. Alligevel var der noget, der ledte Victoria og hendes to ældre brødre ind på det akademiske spor:
”Vi er en meget læsende familie, og vores forældre satte os alle tre i en skole, der var ret akademisk orienteret”, siger Victoria. Mens brødrene blev hhv. civiløkonom og civilingeniør, ville Victoria gerne læse medicin. Derfor rejste hun i 2008 til Aarhus i Danmark.
”Jeg vidste overhovedet ikke, hvad det vil sige at være læge, og har aldrig før kendt en læge”, siger Victoria, men faget tiltrak hende, blandt andet fordi hun var svært interesseret i biologi.
De tre søskende er familiens første akademikere. Victoria ser sig ikke som ”mønsterbryder”, for der var ingen modstand i hjemmet imod at studere. Men altså heller ingen tradition for lange videregående uddannelser.
”Der var intet pres for at tage en lang uddannelse. Det kom bare. Men fordi vi altid har været meget læsende og var omgivet af bøger, er det nok faldet os nemt at tilegne os stof.
På den skole, vi gik i, havde jeg en meget ,akademisk’ omgangskreds, og der var et godt, studierettet miljø. Det har helt sikkert betydet noget, for hvis jeg ser på de venner, jeg voksede op med der, hvor jeg kommer fra, er der ikke mange, der har læst på universitetet”.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
William, førsteårsstuderende
Både Williams far og mor er praktiserende speciallæger. Begge hans fars søskende er læger. Hans farfar var også læge ligesom hans oldefar. I september 2015 begyndte William selv på lægestudiet. Som den yngste af tre søskende er han den eneste, der læser medicin. Og han er ikke blevet presset af familien eller traditionen, understreger han.
”Min farfar plejede at sige, at jeg ville blive en god læge. Men det var kærligt ment, ikke for at lægge pres. Måske har han plantet et frø. Han lever desværre ikke mere. Men jeg tror egentlig, at han ville være – ikke bare glad, men også lidt lettet, hvis han vidste, at jeg læser til læge. Han håbede jo nok, at nogen ville føre det videre”.
Har du selv tænkt, at du burde tage familietraditionen op?
”Aldrig. Mine forældre har sagt utallige gange, at jeg endelig ikke skulle føle noget pres. Og det har altid lydt, som om de mente det oprigtigt. Mine søskende har jo også valgt andre studier.
Jeg har ønsket at blive læge siden børnehaveklassen. Og det er da sikkert præget af mine forældre. Forstået på den måde, at jeg har haft muligheden for at kigge ind i en verden, der har fascineret mig, lige siden jeg var helt lille".
"Når min far eller mor skulle stoppe og hjælpe ved f.eks. et trafikuheld, sad jeg altid med næsen helt oppe i bagruden for at følge med”, fortæller han. ”Og så snart jeg var stor nok til, at det var nogenlunde ansvarligt at lade mig komme med ud og hjælpe, fik jeg lov til det”.
Da William skulle i erhvervspraktik i niende klasse, og han stadig ville være læge, foregik det ikke hos en af forældrene, men hos hans fars gamle studiekammerat, der nu havde praksis i England.
”Nu er jeg begyndt på første semester. Der er selvfølgelig ingen, der siger, at jeg ender med at blive læge. Men det ligger vist ret fast nu”.
William mener i øvrigt ikke, at lægeforældre er til megen hjælp, når det handler om at bære igennem gymnasiet og studierne med lektiehjælp:
”Læger har simpelthen så travlt. Min mor sidder i sin klinik ved syvtiden om morgenen og er først hjemme klokken seks, hvor hun skal skrive journaler. Der er kærlighed og moralsk opbakning – men det er det. Og det har jeg det helt fint med”.
Victoria Gunmalm, KBU-læge
Da Victoria Gunmalm gik i skole, var hendes mor skolelærer. Hendes far solgte mobilkraner. Forstadskvarteret i Göteborg var ikke ligefrem storleverandør af akademikere. Alligevel var der noget, der ledte Victoria og hendes to ældre brødre ind på det akademiske spor:
”Vi er en meget læsende familie, og vores forældre satte os alle tre i en skole, der var ret akademisk orienteret”, siger Victoria. Mens brødrene blev hhv. civiløkonom og civilingeniør, ville Victoria gerne læse medicin. Derfor rejste hun i 2008 til Aarhus i Danmark.
”Jeg vidste overhovedet ikke, hvad det vil sige at være læge, og har aldrig før kendt en læge”, siger Victoria, men faget tiltrak hende, blandt andet fordi hun var svært interesseret i biologi.
De tre søskende er familiens første akademikere. Victoria ser sig ikke som ”mønsterbryder”, for der var ingen modstand i hjemmet imod at studere. Men altså heller ingen tradition for lange videregående uddannelser.
”Der var intet pres for at tage en lang uddannelse. Det kom bare. Men fordi vi altid har været meget læsende og var omgivet af bøger, er det nok faldet os nemt at tilegne os stof.
På den skole, vi gik i, havde jeg en meget ,akademisk’ omgangskreds, og der var et godt, studierettet miljø. Det har helt sikkert betydet noget, for hvis jeg ser på de venner, jeg voksede op med der, hvor jeg kommer fra, er der ikke mange, der har læst på universitetet”.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
William, førsteårsstuderende
Både Williams far og mor er praktiserende speciallæger. Begge hans fars søskende er læger. Hans farfar var også læge ligesom hans oldefar. I september 2015 begyndte William selv på lægestudiet. Som den yngste af tre søskende er han den eneste, der læser medicin. Og han er ikke blevet presset af familien eller traditionen, understreger han.
”Min farfar plejede at sige, at jeg ville blive en god læge. Men det var kærligt ment, ikke for at lægge pres. Måske har han plantet et frø. Han lever desværre ikke mere. Men jeg tror egentlig, at han ville være – ikke bare glad, men også lidt lettet, hvis han vidste, at jeg læser til læge. Han håbede jo nok, at nogen ville føre det videre”.
Har du selv tænkt, at du burde tage familietraditionen op?
”Aldrig. Mine forældre har sagt utallige gange, at jeg endelig ikke skulle føle noget pres. Og det har altid lydt, som om de mente det oprigtigt. Mine søskende har jo også valgt andre studier.
Jeg har ønsket at blive læge siden børnehaveklassen. Og det er da sikkert præget af mine forældre. Forstået på den måde, at jeg har haft muligheden for at kigge ind i en verden, der har fascineret mig, lige siden jeg var helt lille".
"Når min far eller mor skulle stoppe og hjælpe ved f.eks. et trafikuheld, sad jeg altid med næsen helt oppe i bagruden for at følge med”, fortæller han. ”Og så snart jeg var stor nok til, at det var nogenlunde ansvarligt at lade mig komme med ud og hjælpe, fik jeg lov til det”.
Da William skulle i erhvervspraktik i niende klasse, og han stadig ville være læge, foregik det ikke hos en af forældrene, men hos hans fars gamle studiekammerat, der nu havde praksis i England.
”Nu er jeg begyndt på første semester. Der er selvfølgelig ingen, der siger, at jeg ender med at blive læge. Men det ligger vist ret fast nu”.
William mener i øvrigt ikke, at lægeforældre er til megen hjælp, når det handler om at bære igennem gymnasiet og studierne med lektiehjælp:
”Læger har simpelthen så travlt. Min mor sidder i sin klinik ved syvtiden om morgenen og er først hjemme klokken seks, hvor hun skal skrive journaler. Der er kærlighed og moralsk opbakning – men det er det. Og det har jeg det helt fint med”.
SDU og kvote 2
På Syddansk Universitet (SDU) optager Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet halvdelen af sine studerende via den såkaldte kvote 2-ordning, hvor det ikke så meget er karaktergennemsnit som motivation og erfaring, der tynger i vægtskålen.
”Faktisk har SDU et mål i sin udviklingskontrakt om at gøre en særlig indsats for at fastholde dem, der kommer fra ,uddannelsesfremmede hjem’ og lavindkomstfamilier”, siger fakultetets uddannelseschef, Merete Munk.
Sundhedsvidenskab på SDU har da også opnået et frafald, som er lavere end på de øvrige fakulteter. Det skyldes i nogen grad, at uddannelsen er svær at komme ind på; når man først er der, holder man ved. Desuden er man på professionsuddannelserne mindre tilbøjelig til at skifte hest undervejs: Man har et konkret mål med uddannelsen.
Det sidste udnytter man bevidst ved at lægge stor vægt på at sende de studerende i længerevarende klinikophold. Det virker motiverende, og man satser nu på endnu længere klinikophold, så de studerende kan følge patienter i en længere periode, siger Merete Munk.
Men ud over at motivere skal der også gives støtte til studerende, der ikke har et akademisk hjem i ryggen. Det gør sundhedsvidenskab på SDU ved – allerede ved studiestart – at sætte ind for at inkludere alle. Også dem, der f.eks. ikke gider rusturens powerdruk eller ikke har råd til dyre arrangementer.
”Alle skal kunne være der med den baggrund, man nu har – i hvert fald i de arrangementer, fakultetet står for”, siger Merete Munk. Også den faglige del af studiestarten skal tilgodese de studerende, ”der ikke lige har været vant til at diskutere akademisk praksis omkring middagsbordet hos forældrene”, forklarer hun.
Ingen garanti for diversitet
I Region Syddanmark er børn fra hjem uden uddannelsestradition mindre tilbøjelige til at læse videre, end det er tilfældet for den samme gruppe i hovedstadsområdet. Det er en del af årsagen til, at Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på SDU målrettet satser på at løfte denne gruppe.
”Men derudover tror jeg også, man bliver en bedre læge, hvis man afspejler de borgere, man senere kommer til at møde som patienter”, siger Merete Munk.
Men kvote 2 er vel ikke en garanti imod, at I så bare optager ”de rige folks dumme børn” – dem, der ikke kunne få det høje snit?
”Det er en risiko. Vi har 4.000, der søger optag på medicinstudiet via kvote 2 – og vi optager 150. Så ingen kommer let til det – heller ikke i kvote 2. Men kvote 2 er ingen garant for en større social diversitet. Det er heller ikke det primære formål. Men jeg tror, at dem, der ikke havde den forældremæssige opbakning i skole- og gymnasietiden, har en anden slags chance her”, siger Merete Munk.
Næppe forskel på slutresultat
På KU kræves et gymnasiegennemsnit på 11,4 til for at slippe gennem nåleøjet til medicinstudiet. Kun 10 pct. optages via kvote 2.
”Jeg vil ikke afvise, at andre optagelsesparametre er lige så gode”, siger prodekan for uddannelse, Hans Henrik Saxild. Han vil dog vente med at udtale sig kategorisk til efteråret, når resultatet foreligger af en kohorteundersøgelse af, hvordan kvote 2-studerende klarer sig.
Hans Henrik Saxild forventer dog ikke at se den store forskel på, hvordan studerende med forskellige baggrunde klarer sig under og efter medicinstudiet. I hvert fald var der ikke den store forskel, da dyrlægestudiet i København gennemførte en lignende undersøgelse.
”Kvote 2-studerende fik lidt lavere karakterer. De havde også et mindre frafald. Men når de færdiguddannede dyrlæger skulle ansættes, skelnede aftagerne ikke mellem, om kandidaten var blevet optaget på studiet via kvote 1 eller 2”, siger Hans Henrik Saxild.
Det sidste svarer til hans egen erfaring fra samtaler med dem, der aftager kandidaterne fra KU:
”Når jeg spørger dem, om de foretrækker kandidater fra København, Odense, Aarhus eller Aalborg, er svaret som regel, at det har de aldrig tænkt over”, siger han.
”Der er altså ingen klare plusser eller minusser ved kvote 2. Men jeg tør ikke sige, hvad der er det bedste, før jeg har nogle flere informationer”.
Børn af læger
Er det en fordel, at ens forældre har en lang videregående uddannelse – og måske ligefrem er læger?
”Der er brug for mere viden på området – jeg vil tro, at kulturen i familien og slægten betyder noget, men at den sociale påvirkning ligger før universitetet”, siger Hans Henrik Saxild.
Da sociologiprofessor Martin D. Munk selv var studerende omkring 1980, var kravet for at komme ind på medicinstudiet – så vidt han husker – omkring 9,5 på den gamle 13-skala.
”Det var relativt højt, men i dag er det jo helt eksploderet. Undtagen på SDU, som optager halvdelen af de medicinstuderende via kvote 2”, siger han.
”Og så er der naturligvis en tradition for, at børn af læger ofte bliver læger – en ,flergenerationseffekt’, som vi ved fra tidligere studier. For det handler jo ikke kun om kroner og øre eller uddannelsesniveau; det handler også om, at man hjemmefra ved noget om, hvad det rent praktisk vil sige at være læge. Har man det med hjemmefra, har man en komparativ fordel”, siger Martin D. Munk.
<p>Rekrutteringen til lægefaget er socialt skæv. En overgang, i 1980’erne, blev der rekrutteret mere bredt, men nu er det – som i gamle dage – fortrinsvis elitens børn, der slipper gennem nåleøjet.</p>