Det er FAME op ad bakke....

De fælles akutmodtagelser er krympet. I hvert fald i sproget, hvor de nu i Nordjylland slet og ret hedder akutmodtagelser. Og ét er sikkert: FAMerne er fortsat på kravlestadiet. Det var i hvert fald det billede, der tegnede sig, da Lægeforeningen Nordjylland forleden dels havde indbudt repræsentanter for regionens tre FAMer til at give en status over, hvor langt man er nået. Dels inviterede til debat om de fælles akutmodtagelser. Herunder det allestedsnærværende bon mot: speciallægen i front.

Godt nok kunne Per Sabroe, formand for AM-rådet og cheflæge på sygehus Vendsyssel, der huser den ’ældste’ af region Nordjyllands tre FAMer, oplyse, at det ikke har været svært at få speciallægerne til at stille op i akutmodtagelsen, ligesom han kunne præsentere pæne tal for ventetiden i Hjørring. Men – i lighed med de andre indbudte – lagde han ikke skjul på, at det var op ad bakke.

“Vi er inde og røre ved sygehusvæsenets DNA, og vi er langt fra i mål. Vi asfalterer vejen, mens vi kører på den, og det er jo ikke særligt betryggende for sådan nogen som os.”

En af de store udfordringer er, at FAM er en nulsumsløsning. Dertil kommer, at også både FLO (den nye ledelsesstruktur i Nordjylland, red.) og EPJ tager tid. Og det samme gælder andre nye tekniske systemer.”

At implementeringen af FAM kommer oven i mange andre tiltag og projekter, fremgik mest tydeligt, da Hansjörg Selter, viceklinikchef på sygehus Thy-Mors til stor moro for salen redegjorde for FAM som en af mange, aktuelle udfordringer: regionens nye ledelsesstruktur, ny patientjournal, nyt diktatsystem, nyt medicinmodul, nyt telefonsystem, akkrediteringen – lige om lidt – og de generelle udfordringer med at rekruttere og fastholde akutlæger.

Akutspeciale eller ej

På mødet torsdag aften blev det endnu engang debatteret, hvorvidt akutmedicin skal ophøjes fra fagområde til speciale.

Mads Skipper, medlem af Lægeforeningens bestyrelse, var ikke lun på tanken:

“Det er vigtigt, hvad årsagen er til, at vi skal oprette et nyt speciale. Er det for at løse et organisatorisk problem? Eller fordi det giver mening - det er jeg ikke overbevist om, at det gør. Min bekymring er, at vi dermed går imod det, der var tanken, nemlig at have speciallæger ansat i FAM. Ikke nogen, der kan det hele.

Drøftelse af, hvordan vi gør det lige nu i FAMerne, må ikke drukne i debatten om for eller imod akutmedicin som et speciale.”

Og så valgte Mads Skipper at holde fast i betegnelsen FAM: “Det handler jo netop om, at vi skal være fælles om patienten.”

“Men hvor finder man de erfarne læger, der er i stand til at skille fårene fra bukkene,” lød det fra en spørger.

Per Sabroe: “Lad nu være med at tale om den omnipotente læge i akutmodtagelsen. Han eller hun skal tilkalde de rette specialer, og vi prøver at få speciallægerne ned i dagtid.”

Nils Lauge Johannesen: “Uanset hvilket speciale lægerne i akutmodtagelsen kommer fra, skal de have akutlægeuddannelsen (speciallæger med en to-årig akutlægeuddannelse oveni, red.), inden de er fuldt kørende.”

Og da en spørger ville vide, “hvad I vælger efter, når I ansætter i FAM,” sagde Per Sabroe:

“Vi vælger efter de forhåndenværende søms princip. Dem vi har nu, er alle anæstesiologer. Men vi vil også gerne have medicinere og almene medicinere.”

En anden ville vide, hvad minimumskravet er til speciallægen i front:

Nils Lauge Johannesen, leder af klinik Akut på Aalborg Universitetshospital, hvor akutmodtagelsen er en “pixibogsudgave” af en akutmodtagelse, indtil regionens supersygehus står færdigt i 2020’, sagde: “Vi vil helst have færdige speciallæger. Alternativt dem der er næsten færdige med deres hoveduddannelsesforløb. Pt. har vi fire akutlæger og to på vej. Derudover har vi medicinske læger som tilstedeværende speciallæger.”

”Journalslaver”

En spørger mente, at FAM-konceptet og uddannelseskonceptet vedvarende diskuteres i sammenhæng: “En stor del af det, som FAM beskyldes for, skyldes den nye turnus.”

Mads Skipper: “Jeg er enig i, at der godt kan være en unødig sammenkobling mellem FAM og KBU. Men FAM er et godt sted at få kompetencer, hvis det er ordentligt struktureret.”

”Stakkels KBU-læger - mange af dem er journalslaver i FAM. På et halvt år skal de erhverve sig akutte, kirurgiske og medicinske kompetencer plus de skal på kurser og holde ferie,” lød det fra en yngre læge.

En anden yngre læge kunne berette om ”journaler, der hober sig op”. Mens en tredje – en KBU-læge - kunne fortælle, at han i sit halve år i akutmodtagelsen blot havde været “journalslave”: Jeg har svært ved at se, at akutmodtagelsen er så uddannelsesmæssigt god. Vi skriver journaler og sender patienterne videre. Det er ikke særligt fagligt tilfredsstillende – jeg oplever at spilde et halvt år.“

Det fik chefen for Klinik Akut på sygehus Vendsyssel, Kjeld Damgaard, der var blandt publikum, til at bede om mikrofonen.

“Jeg er ked af, at det betegnes som journalslaveri. Jeg skriver også journaler – det er der megen læring i. Men det er klart et problem, at man kan opleve otte siders håndskrevne journaler. Problemet er imidlertid, at der ikke er råd til døgnbemanding af sekretærer.”

Mads Skipper påpegede, at det ”også handler om forventningsafstemning”: ”Journalerne skal skrives. Men hvis det er, hvad du oplever, er der noget italesættelse og struktur, der ikke er på plads.”

Per Sabroe: “Jeg ved godt, at der mangler stuegangstid i akutmodtagelsen. Og mht. journalerne: vi bruger mange kræfter på at få dem færdiggjort hurtigere. Der er ingen tvivl om, at det er et patientsikkerhedsproblem, hvis der ikke foreligger en journal, mår patienten ligger på operationsbordet.“

Nils Lauge Johannesen tillod sig at være optimistisk: “Jeg tror, at vi i slutningen af 2014 vil kunne levere journalerne indenfor to timer efter at patienterne er kommet ind i akutmodtagelsen. Og vores mål er indenfor to år helt at få udryddet de håndskrevne journaler.”