Den Danske Kvalitetsmodel: Registreringsvanvid er ikke vores skyld

registrering  Kritiser venligst nogle andre! Det er essensen af en ny rapport fra IKAS – Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet, som er hjemsted for Den Danske Kvalitetsmodel (DDKM).

Rapporten er en minutiøs gennemgang af de 82 standarder i den seneste version af DDKM for hospitaler, som IKAS har lavet for at finde ud af, om det har noget på sig, når landets læger kritiserer modellen for at indføre et sandt registreringshelvede.

Svaret er nej. Ifølge rapporten har DDKM version 2 ganske vist indført fem nye dokumentationskrav, men kun to af dem har direkte øget klinikernes dokumentationsbyrde. Det er kravet om kvittering for modtagelse af prøvesvar og dokumentation for gennemførelse af tjeklisten »Sikker Kirurgi«.

»De giver god mening, og dem har vi ikke dårlig samvittighed over«, siger Jesper Gad Christensen, IKAS’ direktør.

Men jeres rapport har også 13 eksempler på krav, der indirekte øger dokumentationsbyrden – hvad er det for nogle?

»Det kan f.eks. være vejledninger fra Sundhedsstyrelsen, nationale kliniske retningslinjer eller lovkrav. DDKM er en organisatorisk ramme for alle mulige krav, der findes i forvejen. Det kan godt være, at selve kravet ikke er formuleret i f.eks. en lov, men er en logisk konsekvens, hvor man ikke kan opfylde lovens mål, medmindre man følger op. Så det er loven, der genererer kravet, men vi omsætter det«.

Men hvad med f.eks. vurdering af alkoholproblemer og faldrisiko for småbørn, som det har været fremme?

»Den slags tror jeg, man skal finde i nogle lokale retningslinjer, som måske kan være formuleret lidt uheldigt – eller blive læst lidt uhensigtsmæssigt. Der er heller ingen tvivl om, at der findes overimplementering. I langt de fleste tilfælde i bedste mening. Man vil måske gerne gå med både livrem og seler, når man omsætter dette her til lokale regler og krav, og er så kommet til at tage lige lovlig meget med«.

Har du et eksempel?

»Kravet om ernæringsscreening. Det er i nogle tilfælde kommet til at virke, som om det gælder alle patienter til enhver tid. Men der står i DDKM, at det gælder ,patientgrupper med potentiel ernæringsmæssig risiko’«.

En helt ny rapport fra Overlægeforeningen viser øget dokumentationsbyrde og mindre tid til patienterne i løbet af de seneste to år. Det må jo komme et sted fra?

»Der findes jo ude omkring lokalt en hel masse ting, som ikke har noget med DDKM at gøre, men som ledelserne af forskellige grunde ønsker at få dokumenteret på egen afdeling, eget sygehus eller i egen region. Det vil vi ikke blande os i«.

Uanset hvor kravene kommer fra, er de en byrde for lægerne. Hvad kan de gøre?

»Den eneste måde at gøre noget ved den lokale udmøntning af de overordnede krav på er at sørge for at være der, hvor beslutningerne bliver truffet. Hvis lægerne har berøringsangst over for det, så er der andre, som tager over«.

Store forskelle

Det er ingen central implementering af kvalitetsmodellen, så regioner, sygehuse og sågar de enkelte afdelinger har derfor stort råderum. Det er ikke altid optimalt.

»Der kan godt være forskel. Inden for den enkelte region vil de overordnede retningslinjer være fælles, men du kan faktisk godt komme ud for, at ting tolkes forskelligt, f.eks. på afdelingsniveau«, siger Knut Borch-Johnsen, lægefaglig vicedirektør på Holbæk Sygehus og formand for Dansk Selskab for Kvalitet i Sundhedssektoren.

»Det er nok ikke hensigtsmæssigt, men til gengæld tror jeg, at det stille og roligt vil falde på plads og blive harmoniseret. F.eks. i akkrediteringsprocessen, hvor de enkelte sygehuse er nødt til at fokusere på ensartet på praksis på sygehuset. Akkreditering er jo en læringsproces. Men både i sygehusledelsen og på afdelingerne skal man være opmærksom på, at man nok skal implementere, men ikke overimplementere«.

Knut Borch-Johnsen har selv et dugfriskt eksempel: Han har netop opdaget en overimplementering af en standard for medicinopmåling og -kontrol, som nu bliver sendt tilbage til der, hvor den opstod, med ønske om revision. I dette tilfælde den regionale lægemiddelkomité.

Men listen over mulige oprindelsessteder for fejl- og overfortolkning er lang.

»Det kan f.eks. være den enkelte afdeling eller den lokale kvalitetsenhed enten på afdelings- eller sygehusniveau, og jeg tror også, man skal være meget opmærksom på, at der er en række områder regionalt og på sygehusniveau gennem de retningsgivende dokumenter, som vi laver. Her ender vi faktisk med at stille nogle dokumentationskrav, som er mere vidtgående end dem, der defineres i DDKM«, siger han.

Faldscreener I egentlig småbørn på Holbæk Sygehus?

»Kun hvor det er relevant i helt særlige tilfælde. Det er op til en konkret vurdering. Men vi stiller altså ikke spædbørn op og spørger, om de falder, for det gør de!«