Uddannelses- og Forskningsministeriet tager i en netop lanceret strategi næste trin på vejen mod open acces – dvs. gratis adgang – for videnskabelig publikation i Danmark.
Heri står, at ”uhindret, digital adgang for alle” skal gælde fra 2022 for samtlige peer reviewede - eller ”fagfællebedømte”, som strategien kalder dem - forskningsartikler fra danske forskningsinstitutioner offentliggjort i Danmark. Det gælder både for forskning finansieret af det offentlige og af private fonde.
Der er også et delmål: i 2017 skal 80 pct. af sådanne artikler være frit tilgængelige.
<p class="para para_Citat_navn">Videnskabelig redaktør på Ugeskrift for Læger, Jacob Rosenberg</p>
Der er to modeller for open access, og i Danmark bliver der – i det mindste i første omgang – tale om den såkaldte grønne model. Den indebærer, at en videnskabelig artikel nok publiceres i et peer reviewet tidsskrift ganske som sædvanligt, men at forskeren selv sørger for offentliggørelse i et digitalt arkiv, som er åbent for alle. For eksempel efter en periode, hvor tidsskriftet har mulighed for eneret – og dermed indtjening – på artiklen. Typisk 6-12 måneder.
”Vi hører, at det i øjeblikket er den økonomisk mest hensigtsmæssige måde at gøre det på”, siger kontorchef i Uddannelses- og Forskningsministeriet Johnny K. Mogensen.
Men på langt sigt skal det undersøges, om der er en økonomisk forsvarlig måde at overgå til den såkaldt gyldne model på. Den indebærer, at forskerne eller deres institutioner via authors’s fees – forfattergebyrer - til forlagene dækker den udgift, der er forbundet med peer review processen og publicering.
Problemet her er, at den udgift formentlig vil skulle dækkes af forskningsbevillingerne, og det er ikke ønskværdigt set fra et samfundsmæssigt synspunkt – forskningspenge skal helst gå til forskning.
”Det grundlæggende synspunkt er, at det skal gøres så cost-effective som muligt for dansk forskning”, siger Johnny K. Mogensen.
Ugeskrift for Læger i klemme
Overgangen til open access vil få konsekvenser for økonomien på Ugeskrift for Læger, hvor de videnskabelige artikler p.t. er gratis i 14 dage, hvorefter de gemmes bag et log-in og dermed koster penge i form af et abonnement eller stykprisbetaling. Bortset fra, naturligvis, for medlemmer af Lægeforeningen, som qua deres medlemskab har fri adgang.
Den model kvalificerer næppe til begrebet open access, vurderer Johnny K. Mogensen.
”Det er vel nærmest en mellemting. Hvis man spurgte fagfolk, ville jeg måske tvivle. Open access defineres som gratis, digital adgang for alle, eventuelt efter en karensperiode”, siger han.
Ideen bag open access støttes i brede forskningskredse, også af professor, dr. med. overlæge på kirurgisk gastroenterologisk afdeling, Herlev Hospital. Jacob Rosenberg.
Men tager han sin anden ”hat” på som videnskabelig redaktør for Ugeskrift for Læger, er der nogle konsekvenser, som ikke er helt så lette at goûtere.
Vanskeligt at få forskere til at parallelpublicere
Norge har i en årrække haft en open access politik, hvor parallelpublicering (grøn model) gradvist overgår til betaling for open access (gylden model). Betalingen er kommet fra, at forskningsinstitutionerne hver især har oprettet fonde til formålet. I juni oprettede det norske forskningsråd desuden en central fond, der støtter de decentrale i en overgangsfase, indtil et endeligt, levedygtigt system er etableret.
Den grønne model med parallelpublicering er aldrig rigtigt slået an, fortæller Jan Erik Frantsvåg, open access rådgiver ved biblioteket på Norges Arktiske Universitet i Tromsø.
”Det er de færreste forfattere, som gør det, på trods af at de opfordres til det. Her i Tromsø er det ca. 8 pct. og på national basis under 5 pct.”, siger han.
”En ting er, at man er bange for, at det bringer en del merarbejde med sig - nogle ser det som en administrativ opgave. Og så er der vældigt mange, som ikke er klar over det. Der er også en vis skepsis, som man kan forstå, over, at artiklen (den parallelpublicerede, red.) nok er manus efter fagfællevurdering men ikke det endeligt publicerede – der kan jo være nogle småting, der ikke er, som det skal være”.
Så indtil videre betaler de norske institutioner fortsat abonnementer på de til tider dyre videnskabelige tidsskrifter.
Her forsøger Norge – ligesom Danmark – at spare penge ved at forhandle abonnementspriserne centralt i konsortieaftaler.
I Norge er det samme instans, CRIStin, der har ansvar for konsortieaftaler og indarbejdelsen af open acces. Det skal sikre, at parallelpubliceringen ikke spænder ben for egentlig open access.
”Når vi forhandler konsortieaftaler, er vi hele tiden tydelige på, at det vi egentlig vil have, er open access”, siger daglig leder Katrine Weisteen Bjerde.
”Men vi er nødt til at have disse konsortieaftaler. Jeg tror, man er nødt til at videreføre dem på et vist minimum. Det er for dramatisk for forskerne at frasige sig tilgangen til grundlaget for deres forskning. Vi prøver at få klausuler ind i konsortieaftalerne, som forenkler overgangen til open access, f.eks. rabatter på udgifterne til at publicere”.
Vanskeligt at få forskere til at parallelpublicere
Norge har i en årrække haft en open access politik, hvor parallelpublicering (grøn model) gradvist overgår til betaling for open access (gylden model). Betalingen er kommet fra, at forskningsinstitutionerne hver især har oprettet fonde til formålet. I juni oprettede det norske forskningsråd desuden en central fond, der støtter de decentrale i en overgangsfase, indtil et endeligt, levedygtigt system er etableret.
Den grønne model med parallelpublicering er aldrig rigtigt slået an, fortæller Jan Erik Frantsvåg, open access rådgiver ved biblioteket på Norges Arktiske Universitet i Tromsø.
”Det er de færreste forfattere, som gør det, på trods af at de opfordres til det. Her i Tromsø er det ca. 8 pct. og på national basis under 5 pct.”, siger han.
”En ting er, at man er bange for, at det bringer en del merarbejde med sig - nogle ser det som en administrativ opgave. Og så er der vældigt mange, som ikke er klar over det. Der er også en vis skepsis, som man kan forstå, over, at artiklen (den parallelpublicerede, red.) nok er manus efter fagfællevurdering men ikke det endeligt publicerede – der kan jo være nogle småting, der ikke er, som det skal være”.
Så indtil videre betaler de norske institutioner fortsat abonnementer på de til tider dyre videnskabelige tidsskrifter.
Her forsøger Norge – ligesom Danmark – at spare penge ved at forhandle abonnementspriserne centralt i konsortieaftaler.
I Norge er det samme instans, CRIStin, der har ansvar for konsortieaftaler og indarbejdelsen af open acces. Det skal sikre, at parallelpubliceringen ikke spænder ben for egentlig open access.
”Når vi forhandler konsortieaftaler, er vi hele tiden tydelige på, at det vi egentlig vil have, er open access”, siger daglig leder Katrine Weisteen Bjerde.
”Men vi er nødt til at have disse konsortieaftaler. Jeg tror, man er nødt til at videreføre dem på et vist minimum. Det er for dramatisk for forskerne at frasige sig tilgangen til grundlaget for deres forskning. Vi prøver at få klausuler ind i konsortieaftalerne, som forenkler overgangen til open access, f.eks. rabatter på udgifterne til at publicere”.
”Overordnet set kan man jo kun være enig i formålet med open access, og det vil være skønt, hvis alt var tilgængeligt for alle, men der er noget økonomi involveret, så det er ikke så simpelt, som man kunne ønske sig”, siger han.
Hvad betyder open access for Ugeskrift for Læger?
”Det vil medføre en indtægtsnedgang for os, idet vi vil miste vores indtægt fra abonnenterne. Det er klart, at man ikke vil betale for noget, man kan få gratis”.
Har forskerverdenen nogle bud på, hvordan der betales for peer review processen, når publikation sker med open access?
”Hvis man skal publicere open access, så koster det normalt en author’s fee til tidsskriftet. I den udmeldte model fra ministeriet nævnes der ikke noget om, at man vil skaffe midler til disse author’s fees. Og så kan jeg ikke rigtig se, hvordan det skal få gang på jord”.
Author’s fees findes i den gyldne model, men umiddelbart skal Danmark jo have den grønne?
”Man vil stile mod den grønne model, hvor artiklerne lægges i et offentligt tilgængeligt arkiv. Men det kan man ikke bare lige gøre, uden at tidsskriftet giver tilladelse til det, og det kræver penge”.
På sigt vil ministeriet have undersøgt den gyldne model, hvor en institution eller forfatteren betaler for publicering, Hvad siger forskerne til det?
”Det bliver sikkert ikke det store problem for de meget store studier med god finansiering. Men alle de mindre studier – og det er jo langt de fleste – har ikke tilstrækkelig funding til at dække publiceringsomkostninger. Så regningen ender ufravigeligt hos institutionen eller forfatteren. Den typiske pris per artikel er ca. 10.000 kroner, og det er der ikke mange forfattere, som kan lægge af egen lomme”.
Centrale abonnementer
Jacob Rosenberg synes i stedet, at Danmarks skulle satse endnu mere på de såkaldte konsortieaftaler – dvs. centralt forhandlede abonnementer på diverse tidsskrifter, som så stilles gratis til rådighed.
Det job udføres af DEFF – Danmarks Elektroniske Fag- og Forskningsbibliotek – som årligt forhandler og administrerer ca. 250 konsortieaftaler om digitale videnstjenester på vegne af omkring 200 institutioner, hvis forskere og studerende således får adgang til udvalgt, videnskabelig information.
”Konsortieaftalerne løber op i ca. 170 mio. kroner om året. Derudover køber bibliotekerne også abonnementer hjem for skønsmæssigt nok omkring 30 mio. kroner”, siger chefkonsulent hos DEFF, Bo Öhrström.
Men konstortieaftaler kan ikke være noget alternativ til open access.
”DEFF forsyner forskningsbibliotekerne med en meget stor del af den elektroniske videnskabelige information, som studerende og forskere skal bruge. Men jeg som borger kan f.eks. kun vanskeligt få adgang. Det samme gælder for industrien. Og det er der, hvor open access skal spille ind”, siger Bo Öhrström.
Når open access indføres, forsvinder konsortieaftalerne så?
”Hvis der var fri adgang til al mulig videnskabelig information, og der var fundet en anden betalingsmodel, så var konsortieaftalerne ikke relevante. Men der er vi langt fra. Prisen for at publicere de enkelte artikler ville samlet være meget dyrere end konsortieaftalerne. Markedet har ikke fundet en balance”.
Ingen lovgivning
I den nye strategi står der, at overgangen til open access skal ske på en måde, så de samlede offentlige udgifter ikke øges markant.
Det er heller ikke meningen, at staten skal erstatte de private forlag, og der er fortsat opbakning til selve peer review processen i kvalitetssikringens navn.
Hvordan de ender skal mødes, skal der nu forhandles om. Lovgivning bliver der ifølge strategien ikke tale om.
I første omgang – ved den grønne model, hvor forskeren parallelpublicerer i et offentligt tilgængeligt arkiv – skal retten til at gøre det forhandles på plads mellem de videnskabelige forlag og DEFF.
På længere sigt – ved den gyldne model, hvor forlagene får author’s fees for at publicere – bliver der også tale om forhandling mellem ”relevante aktører”.
<p>Fra 2022 skal alle danske peer reviewede forskningsartikler være gratis tilgængelige i digital form – såkaldt open access. Det underminerer Ugeskrift for Lægers økonomiske fundament.</p>