Boganmeldelse: Galskab i litteraturen

Bogen er en antologi beregnet til faget dansk på ungdomsudddannelserne og er, som det fremgår af bagsideteksten, »oplagt til tværfagligt samarbejde« med en lang række andre fagområder. Den har en ambition om at kombinerer litterære tekstanalyser med en psykiatrifaglig læsning. Derfor er den temaopdelt i kapitler om behandlingsformer og -systemer, om sorg, depression og selvmord, om stress, depression og angst samt om hallucinationer og vrangforestillinger. I hvert kapitel er en række tekster, der belyser temaet samt en række opgaver til gennemgang af teksterne. Bogen er rigt illustreret, og også billedanalyse indgår i opgaverne.

At læse litteratur er en væsentlig kilde til indsigt i sindet. Det gælder hos Holberg, der om nogen læser sin omverden, eller hos Tove Ditlevsen, der beskriver oplevelsen af psykisk sygdom indefra. Som læge er litteraturen derfor en væsentlig kilde til forståelse af sindets mangfoldighed og i litteraturen udtrykt i et formsprog, der formidler både refleksion og følelse.

For læger er bogens store styrke derfor de 40 originaltekster, der strækker sig fra Shakespeare, over Kingo, Holberg, Kirkegaard, Amalie Skram, Tove Ditlevsen til nutidige tekster som Simon Grotjahn og Bjørn Rasmussen. De giver et fantastisk indtryk af, hvordan psykisk sygdom til alle tider har fundet et udtryk i litteraturen. Men også hvordan eksistensielle og patologiske begreber krydses. Bogen giver sine steder spændende indsigt i litterær analyse på litteraturens og tekstens egne præmisser.

Men bogen har også en anden ambition, og den er mere problematisk. Den tilstræber at give en kort indføring i psykiatri som et fagområde og at anvende dette direkte i tolkningen af teksterne. Der er en kort indføring i psykiatriens historie, der står fint og herefter gennemgås de psykiatriske diagnoser slavisk ud fra ICD 10. I bogens opgaver skal begreberne herfra anvendes. Det sker alt for unuanceret, som når eleverne f.eks. skal stille en diagnose på forfatteren på baggrund af en tekst eller tage stilling til, om de kan finde eksempler på Schneiders førsterangssymptomer. Derved forsimples og reduceres både psykiske sygdomme og litteraturen, og stik mod sin hensigt kommer det til at virke stigmatiserende. Litteraturens ærinde er at åbne op og give indsigt, men den kan og skal ikke komme med færdige løsninger

Skrive- og læsegrupper med forfattere som del af arbejdet med psykisk syge vinder stor udbredelse. Det handler om at læse litteratur som litteratur og om at skrive og få sine tekster behandlet som litteratur. I den kreative proces, hvor man selv skriver, lægger den skrivende en del af sit indre uden for sig selv, ophæver det private og arbejder med, om man får udtrykt det, man ville, med teksten. Dette kan have en øjenåbnende effekt på mennesker med psykiske sygdomme, der kan anvende deres smertefulde erfaringer kreativt. Bogens ene forfatter har erfaringer fra sådanne skrivegrupper. Bogen rummer i det hele taget indsigtsfulde overvejelser om sammenhængen mellem kreativitet og angst. En række forfattere beskriver den angstfyldte tilstand, der går forud for den kreative proces, og hvordan angsten blive en kilde til selve processen. Her bliver grænsen mellem sygdom og eksistens sat i relief.

Bogen kan med ovenstående forbehold anbefales.