Kun syv procent af danske sygeplejersker foretager altid blodtryksmålinger i tråd med anbefalingerne. Desuden er tre ud af fire målinger forkerte.
Et studie fra Aarhus Universitetshospital viser, at tre ud af fire får et forkert resultat, når de får målt blodtryk under en normal konsultation.
”Resultatet er så voldsomt, at vi ændrer praksis. Nu sidder patienterne for sig selv i mindst 20 minutter og får målt deres blodtryk automatisk gentagne gange”, siger overlæge på Blodtrykscentret og afdeling for Hjertesygdomme, Aarhus Universitetshospital Kent Lodberg Christensen til metroxpress.
Blandt patienterne i studiet blev der gennemsnitligt målt 30 millimeter kviksølv forkert, hvilket typisk svarer til en fejlmåling på 20 procent.
Studiet fra Blodtrykscentret på Aarhus Universitetshospital er foregået over halvandet år. Alle patienter i studiet er over 75 år og er henvist fra ambulatorium til døgnblodtryksmåling.
Samtidig viser en undersøgelse fra Dansk Hypertensionsselskab ifølge metroxpress, at 93 procent af sygeplejersker måler ikke altid blodtryk i overensstemmelse med anbefalingerne. Det medfører risiko for medicinering at raske og fejlmedicinering af patienter med forhøjet blodtryk.
<p>Tre af fire blodtryksmålinger er forkerte. Nu ændrer Aarhus Universitetshospital praksis for at eliminere ”kittel-skræk” som fejlkilde.</p>