Velkommen til et dugfriskt 2008! Dette årets første nummer af Ugeskrift for Læger åbner med at sætte fokus på et emne, der kan danne bro mellem det forgangne år og det nye: speciallægemangel og arbejdsglidning i sundhedssektoren. Det prægede slutningen af sidste år, og det vil fylde mindst lige så meget i år.
Vi ønsker at søge nye kreative veje for at afhjælpe den alvorlige mangel på speciallæger og sygeplejersker. En af metoderne er en øget arbejdsdeling, så læger og sygeplejersker kan passe det, de er uddannet til. Men vi har brug for, at det støttes op af det offentlige i form af en langt kraftigere indsats for efteruddannelse og opkvalificering af andre faggrupper uden, at det går ud over den lægelige efteruddannelse, og uden, at det går ud over kvaliteten i behandlingen.
Det er et erklæret mål for kvalitetsreformen, at der skal ske et kompetenceløft i den offentlige sektor. Men med de ressourcer, der er afsat, kommer vi ikke ret langt. Det er en nødvendig forudsætning for arbejdsglidning, at de eksisterende hænder bliver dygtigere, så faggrupper kan overtage opgaver, uanset om de overtages fra læger eller fra sygeplejersker. Uanset om det er psykologer, social- og sundhedsassistenter, fysioterapeuter eller lægesekretærer, der kan delegeres til, kræver det efteruddannelse.
På Vejle Sygehus har radiografer overtaget arbejdet med beskrivelse af bestemte røntgenbilleder og visse nærmere definerede ultralydsundersøgelser. Før lægerne delegerede billedbeskrivelsen til dem, fik radiograferne en særlig uddannelse i Birmingham. Blandt operations- og anæstesisygeplejersker har vi deciderede eksperter, som er nødvendige for at opretholde operationsniveauet.
Der er masser af eksempler på vellykket opgaveglidning rundt om på sygehusene. På Hvidovre Hospital gennemfører sygeplejersker selvstændige konsultationer med »kendte« patienter. På skadestuerne på Amager og Bispebjerg behandler sygeplejersker en række definerede skader på akutte patienter. På patologisk afdeling i Aalborg udfører bioanalytikerne opgaver, som tidligere blev udført af lægerne.
Det sker i alle sammenhænge under lægeligt ansvar, efter lægelige retningslinjer og under lægelig instruktion. Det er et ansvar, som er forankret i selve lægeuddannelsen, og som skal sikre patienterne tryghed, sammenhæng i patientbehandlingen og garanti for kvaliteten af behandlingen. Lægen kan uddelegere dele af denne ret, men ikke ansvaret. Det svarer i virkeligheden til ledelsesretten, hvor der også kan delegeres, men der er ikke tvivl om, hvor ansvaret i sidste ende ligger. Denne klare ansvarsplacering er en af grundpillerne i vores retssamfund.
Men der skal fortsat arbejdes med holdninger, også hos lægerne. Det er ikke smart tænkning at fastholde opgaver som lægeopgaver, hvis der ikke er læger til at udføre dem. Og det er ikke udtryk for lederskab fra overlægerne, hvis ikke de har meget åbne øjne for delegationsmuligheder til sygeplejersker, jordemødre, bioanalytikere og mange andre. Men for patienterne er det til stadighed vigtigt, at de ved, hvor ansvaret ligger, og at de ved, at de er i kyndige hænder.