Akutudspil fra Sundhedsstyrelsen løser ikke problemerne

Godt ti år efter at startskuddet lød til den historisk store sygehusomlægning, der bl.a. medførte en samling på de 21 akutsygehuse og indførte visiteret adgang for akutte patienter, er Sundhedsstyrelsen ude med en ny tiårsplan. Denne gang er kommunerne med som aktiv spillere i sundhedsvæsenet, en rolle, der for ti år siden var så lille, at de end ikke var med i planen.

Eventuelle forventninger om klare og håndfaste krav i denne nye plan må dog skuffes – i hvert fald i det høringsudkast, som Sundhedsstyrelsen udsendte for et par uger siden.

Det vurderer Sidsel Vinge, der er projektchef i VIVE. Det er et meget løst udspil, hvilket hun er overrasket over, siger hun.

»Der er mange udmærkede analyser, og de påpeger vigtige problemstillinger, f.eks. at der er stor uensartethed, at der mangler data på tværs og også om kvalitet mange steder. Men de skriver ikke, hvad der er løsningen, hvad der skal få bolden til at rulle i den rigtige retning. Kort sagt: Hvad synes Sundhedsstyrelsen?«, siger hun.

Sundhedsstyrelsen serverer 32 anbefalinger i udspillet, hvis fulde navn er »Anbefalinger for en sammenhængende sundhedsindsats ved akut opstået sygdom og skade – planlægningsgrundlag for de kommende ti år«. Ud over at kommunernes rolle er draget ind, er det nye ifølge Sundhedsstyrelsens egne ord i udspillet, at der skal tænkes på tværs af sektorer og fag, både i kommuner, på det præhospitale område og på sygehusene.

Men Sidsel Vinges overordnede vurdering er, at anbefalingerne er pakket ind i »meget bløde og vage formuleringer«.

»Hvis der er én rød tråd i anbefalingerne, så er det, at der er et kæmpe uforløst potentiale, og at de forskellige instanser – inkl. kommunerne – ikke arbejder sammen. De arbejder ikke enstrenget, data bliver ikke delt, og vi har ikke et systematisk kvalitetsarbejde og forskning. Men det bliver bare ikke til nogen klare anbefalinger om, hvordan vi så får løst det. De siger, at vi skal have kvalitet og sammenhæng på tværs. Men der er med formuleringer a la ”man kunne overveje, at..”, eller ”det kunne være en god ide, at …”. Flere steder tænker jeg, hvad er det egentlig, de anbefaler, helt konkret?«, siger hun.

Ingen krav til enstrenget visitation

Sundhedsstyrelsen mener tydeligvis, at der er for stor uensartethed i tilbuddene på akutområdet. Og de tilråder større ensartethed. F.eks. inden for det, man kalder den borgerrettede visitation – hvem skal man ringe til, når der ikke er 112.

I udspillet står således:

»For at styrke den borgerrettede telefoniske visitation (..) kan der med fordel etableres et mere systematisk samarbejde mellem og mere ensartet organisering af de forskellige regionale borgerrettede visiterende funktioner, herunder særligt lægevagtsordningerne, akuttelefonen 1813 og 112-opkald til AMK-vagtcentralen. På sigt kan regioner og praktiserende læger i forlængelse heraf med fordel drøfte potentialet i en stærkere kobling også mellem visitation i dagtid og vagttid«. (s. 76)

Det er vage formuleringerne, mener Sidsel Vinge:

»Der står i udspillet, at der bør være enstrenget visitation. Men det stod også i de tidligere udspil. Det var en af årsagerne til dannelsen af 1813. Men enstrengethed kan opnås på mange måder. Der blev bare lagt mere vægt på det i 2009«.

Hun fortsætter:

»Analysen er god, og de gør fint rede for, at der er en uhensigtsmæssig stor uensartethed. Men de konkluderer ikke rigtigt på det. De siger f.eks. ikke: Der skal være et reelt enstrenget system, der kan sikre a,b og c«.

Sygeplejersker ind i visitationen

Men selv om der altså ikke er definerede og konkrete krav, så er der i anbefalingerne en stillingtagen til, hvilke kompetencer der er brug for. F.eks. i vagtlægeordningen, hvor udspillet peger på almenmedicineren som central figur, men ikke den eneste:

»En styrkelse af sygeplejefaglige kompetencer i den almen medicinske visitation kan bidrage til at øge både kvalitet og kapacitet i den telefoniske visitation i vagttid samtidig med, at visitationsopgaven i videre udstrækning løses tværfagligt i tæt samspil mellem sygeplejersker og speciallæger i almen medicin, som, udover selv at varetage rollen som visitator, står til rådighed for sparring og som lægefaglig backup«, står der.

Sidsel Vinge kommenterer:

»Som jeg læser anbefalingerne, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at der skal sygeplejersker ind i visitationen, ligesom på 1813. Men anbefalingerne er uklare i forhold til organisationen, ud over at det skal føre til et bedre samarbejde, og at de meget decentrale løsninger visse steder i Jylland skal nedlægges«.

Intet nyt om akutmodtagelserne

Et helt centralt formål med de store omvæltninger på sygehusene i de seneste 10-12 år har været, at patienter, der kom ind på de nye akutmodtagelser, skulle modtages af en speciallæge. Men der er vi ikke endnu, konstaterer udspillet.

»Speciallægen i front er kun lykkedes delvist«, står der.

Siden sidst er der kommet en ny spiller, nemlig speciallægen i akutmedicin, som forventes at »spille en central rolle i den akutte sundhedsindsats«, efterhånden som de bliver færdiguddannede og kommer ud på afdelingerne.

Akutmedicinernes stigende antal stiller »krav om fornyet blik på kompetencerne i akutmodtagelsen og på akutsygehuset, herunder fremmødekrav til øvrige akutte specialer, organisering m.m.«.

Udspillet tager ikke yderligere stilling til det. Det afgørende nye her er, at der skal være faste aftaler for samarbejdet mellem akutmedicin og psykiatriske specialer på akutsygehuse med både somatiske og psykiatriske funktioner og med fælles akutmodtagelse.

Ellers er der ikke noget nyt, vurderer formanden for Dansk Selskab for Akutmedicin, Christian Skjærbæk.

»Anbefalingerne ændrer ikke noget i forhold til, f.eks. hvilke speciallæger der skal være til stede på akuthospitalet. Der står, at den nye akutmediciner bliver central, men det er lidt vagt. Der er f.eks. ikke et krav om, at de skal være til stede. Og der står ikke noget om, hvad akutmedicineren kommer til at betyde for, hvilke kompetencer der i øvrigt skal være til stede. Men det har selvfølgelig også noget at gøre med, at akutmedicinerne ikke er der endnu. Det er jo svært at vide, hvad der sker i de næste ti år«.

Han efterlyser også mere præcision i kravet om tilstedeværelse:

»Det vigtige er, hvad der møder den akutte patient, og der er krav om, at der skal være forskellige speciallæger til stede på sygehuset. Men hvis man ikke har en sikring af, at de er involveret i det akutte arbejde, så er det lidt ligegyldigt«.

Selv om der generelt er en bevægelse med »små skridt i den rigtige retning«, så kunne Christian Skjærbæk godt have brugt en mere håndfast tilgang til at forbedre akutområdet fra Sundhedsstyrelsen. Det er der nemlig brug for, siger han:

»Det altoverskyggende problem inden for akutområdet er, at der rundt om stadig er en gammeldags opfattelse af området. Vi tillader for eksempel stadig, at patienterne venter, og vi synes stadig, at det er naturligt, at de akutte patienter bliver taget imod af vores yngste kolleger med en speciallæge tæt ved. Jeg synes, vi mangler ambitioner for rigtig at løse det akutte område«.