Kommunale akutteams duer nok ikke til at forebygge indlæggelse af ældre. Men noget tyder på, at det kan afkorte indlæggelsestiden. Det viser en evaluering af et forsøg med akutteams, som Sønderborg Kommune indledte i 2012. Evalueringen er foretaget af analyseinstituttet KORA (Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning).
Akutteamet består af ti sygeplejersker, som kan rykke ud mellem kl. 7 og 23. Både sygehus og egen læge kan henvise til akutteamet.
Evalueringen viser, at der ikke kan konstateres et fald i antallet af indlæggelser på sygehuset for borgere med en diagnose, som man kunne forvente det var muligt at forebygge indlæggelse af. Sygeplejerskerne i teamet vurderer ellers, at der rent faktisk er sket forebyggelse af indlæggelser, men det har altså ikke kunnet aflæses i tallene. Rapporten afviser det heller ikke helt. ”Men der har ikke været tilgængelige data til at dokumentere det,” står der.
Til gengæld er der tal for, at den gennemsnitlige liggetid er faldet for denne patientgruppe. Om det kun er et resultat af akutteamets arbejde kan ikke dokumenteres.
”Akutteamets opgaver og henvisningsmønstret til akutteamet taler imidlertid for, at akutteamet har afkortet borgernes liggetid på sygehus, og at akutteamet dermed har bidraget til at aflaste sygehuset,” står der i rapportens konklusion.
Rapporten har bl.a. interviewet sygehuse og almen praksis om samarbejdet med akutteamet. De viser en stor tillid til teamets faglige kompetencer. Generelt er der tilfredshed med teamet:
”Der hersker en bred enighed om, at akutteamet er et godt initiativ, og en bibeholdelse og udvikling af funktionen er en forudsætning for, at fremtidens udfordringer i sundhedssektoren kan imødegås.”
Borgerne, der er blevet behandlet og plejet i hjemmet af akutteamet er også interviewet. Konklusionen er:
”Tilfredsheden blandt de interviewede er stor – særligt i forhold til muligheden for at kunne være hjemme og modtage behandlingen her. Det er højt værdsat, at de kan fortsætte deres daglige rytme. De vante rammer skaber desuden tryghed og frihed.”
<p>Patienter bliver hurtigere udskrevet fra sygehuset, hvis kommunen har et akutteam, der kan rykke ud og pleje patienten i eget hjem. Det viser et forsøg i Sønderborg Kommune</p>