Når borgere i Region Hovedstaden ringer 1813, kan de i lidt mere end 1/4 af tilfældene (27 pct.) nøjes med et telefonisk godt råd fra en sygeplejerske eller læge. Det fremgår af et notat fra Center for Sundhed i Region Hovedstaden. Lidt færre (18 pct.) anbefales at søge egen læge, mens mere end hver tredje (39 pct.) henvises til et af regionens hospitaler. Det svarer til 53.406 henvisninger i årets første 8 uger, hvor mere end 130.000 brugte nummeret.
Den fordeling overrasker ikke Freddy Lippert, direktør for Region Hovedstadens præhospitale virksomhed.
”Det passer nok meget godt med forventningerne for hvor mange, der har brug for rådgivning og hvor mange, der skal til en akutmodtagelse,” siger Freddy Lippert, ”Det er ikke flere, der bliver henvist, end sidste år.”
Læs også: YL-formand:Yngre læger på hospitaler hænger på 1813-kaos
På baggrund af data fra 2012-niveauer for lægevagtskonsultationer og skadestuekontakter har regionen beregnet et forventet antal henvisninger til akutmodtagelser og akutklinikker på 435.000 i 2014, svarende til ca. 37 pct. af det forventede antal opkald på i alt næsten 1.2 mio. Og det stemmer meget godt med, hvordan det rent faktisk er gået i årets første 8 uger. Det gælder også for antallet af børn, der sendes videre til hospitalerne.
”Aftalen med hospitalerne er, at de børn, som tidligere blev vurderet i lægevagtskonsultationen, nu skal vurderes i akutmodtagelsen,” siger Freddy Lippert, ”Det ser ud til at være det samme antal.”
Så mange opkald forventer 1813
I alt forventes 1,2 mio. opkald til Akuttelefonen i 2014:
37 pct. forventes henvist til akutmodtagelserne og akutklinikkerne
7 pct. forventes visiteret til et hjemmebesøg
53 pct. forventes at blive afsluttet telefonisk, fordelt med 20 pct., der forventes at have behov for lægelig rådgivning, og 33 pct., der kan afsluttes af sygeplejerskerne.
Sådan gik det de første 8 uger:
I alt 136.869 opkald, heraf
39 pct. henvist til akutmodtagelserne og akutklinikkerne
4 pct. visiteret til hjemmebesøg
46 pct. afsluttet telefonisk, de 26 pct. efter samtale med en læge
11 pct. andet, herunder fejlopkald
Kilde: Region Hovedstaden
Så mange opkald forventer 1813
I alt forventes 1,2 mio. opkald til Akuttelefonen i 2014:
37 pct. forventes henvist til akutmodtagelserne og akutklinikkerne
7 pct. forventes visiteret til et hjemmebesøg
53 pct. forventes at blive afsluttet telefonisk, fordelt med 20 pct., der forventes at have behov for lægelig rådgivning, og 33 pct., der kan afsluttes af sygeplejerskerne.
Sådan gik det de første 8 uger:
I alt 136.869 opkald, heraf
39 pct. henvist til akutmodtagelserne og akutklinikkerne
4 pct. visiteret til hjemmebesøg
46 pct. afsluttet telefonisk, de 26 pct. efter samtale med en læge
11 pct. andet, herunder fejlopkald
Kilde: Region Hovedstaden
Lang ventetid
Alligevel er der alt for lang ventetid for de små patienter, når de møder op til en anvist tid ude på hospitalerne. Især i weekenderne har børn og forældre måttet væbne sig med tålmodighed. Årsagen skal, ifølge Freddy Lippert, blandt andet findes ude på de enkelte hospitaler.
Læs også: 1813-kaos: Vrede forældre får læger til at gå med overfaldsalarmer
”De er ikke vant til at se børn, som kommer i konsultation, de er vant til at se børn, som bliver indlagt,” siger han.
Desuden er der ikke de samme problemer alle vegne.
”Problemet består dels i tidstildelingen og dels i lokal logistik på det enkelte hospital. Ventetidsproblemerne er således forskellige fra hospital til hospital, ” siger Freddy Lippert.
Han forklarer samtidig, at Regionen arbejder på en samlet løsning:
”Det er vores fælles problem. Vi løser det ved, at hospitalsdirektionerne mødes sammen med os (Akuttelefonen, red.) og med regionens IT folk, for at sørge for, at de anviste tider er korrekte og passer med kapaciteten og at de løbende opdateres. Herudover har hospitalerne sat ekstra personale ind i weekenderne.”
<p>Næsten 7.000 borgere sendes hver uge fra Region Hovedstadens Akuttelefon videre til akutklinikker og akutmodtagelser. Selvom det ikke er flere end forventet, oplever børn lange ventetider, når de møder op ude på hospitalerne. Nu sætter regionen ind for en samlet løsning.</p>