28.8.1923-31.7.2015
Werner Trojaborg født den 28. august 1923, fhv. overlæge på Rigshospitalets Afdeling for Klinisk Neurofysiologi, døde den 31. juli 2015, næsten 92 år gammel.
Troja, som alle kaldte ham, var et internationalt kendt og højt respekteret navn inden for klinisk neurofysiologi, men han havde til trods for det en befriende uhøjtidelig og tilbagelænet facon og en utraditionel tilgang til mange ting.
Han gik hurtigt, efter at være blevet neurolog, ind i faget klinisk neurofysiologi, hvilket var utraditionelt i ordets egentlige forstand, eftersom faget på det tidspunkt, i 1950’erne, stadig var under tilblivelse i Danmark og derfor ikke havde mange traditioner og forgængere at følge. Troja blev hurtigt forskningsaktiv og overtog i 1977 posten som leder af Klinisk Neurofysiologisk Afdeling på Rigshospitalet efter afdelingens grundlægger Fritz Buchthal, som han ved første øjekast lignede meget lidt. Ikke mindst i 1970’erne, hvor Troja bekendte sig til den mere utraditionelle »hippiestil« med langt hår og stort fuldskæg. Men bag det »vilde« ydre, som dog vist ret hurtigt blev mere traditionelt, gemte sig en yderst stringent og særdeles produktiv forsker. Mere end 150 videnskabelige artikler blev det til, de sidste publiceret da Troja var over 80 år!
Hans tidlige forskning inkluderede brugen af EEG og evoked potentials, men det var overvejende studier af neuromuskulære sygdomme med anvendelse af EMG og nerveledningsundersøgelser, der havde Trojas interesse.
Danmark var, takket være F. Buchthal og derefter Troja, banebrydende inden for dét felt, og utallige læger fra ind- og udland søgte ophold på afdelingen hos Troja for at tilegne sig neurofysiologiske teknikker og for at deltage i klinisk forskning.
Også »pensionistlivet« afviklede Troja på højst utraditionel vis: I 1991, dvs. som 68-årig, blev Troja ansat som professor i klinisk neurofysiologi på Columbia Presbytarian Hospital i New York, hvor han arbejdede i næsten syv år og publicerede en lind strøm af videnskabelige artikler.
Selv Trojas endelige sortie blev utraditionel: Troja anvendte kun nødigt andet transportmiddel end cyklen, og blev kendt som »cykellægen«. Han ville uden tvivl have været yderst tilfreds, hvis han havde vidst, at han blev kørt fra kirken på en bedemandscykel.
Vi er mange, der vil savne Trojas imponerende faglige kunnen, viden og iderigdom, men ikke mindst også hans venlighed, charme, afslappede humor og inspirerende uhøjtidelighed.
Clarissa Crone
På vegne af
Dansk Selskab for Klinisk Neurofysiologi