23.10.1954-6.5.2010
Fredag den 7. maj 2010 fik vi på Organkirurgisk Afdeling den frygtelige nyhed, at Walid Adlouni var afgået ved døden torsdag den 6. maj. Det kom ganske uventet, at vores gode, højt respekterede og meget afholdte kollega var død.
Walid stammede oprindelig fra Libanon og begyndte i 1975 at læse medicin i Sverige. Han blev speciallæge i kirurgi og ud over at have en meget bred kirurgisk uddannelse var han også certificeret kolorektalkirurg.
I 1998 flyttede han til Danmark. Her arbejdede han bl.a. på Holstebro Sygehus, hvor han var specialeansvarlig for mammakirurgi. Han blev i Holstebro til 2008, hvorefter han kom til Sygehus Thy-Mors. Han var et stort aktiv for vores afdeling og arbejdede ihærdigt på at fremtidssikre den. Hans død er selvsagt et meget stort tab for afdelingen.
Walid faldt meget hurtigt til hos os, og han var meget afholdt og respekteret af alle personalegrupper og af sine patienter.
Han var en glad mand, der med sit dansk-svenske sprog kunne smitte de fleste med sit gode humør. Han havde et positivt livssyn og en stor faglighed samt et overskud og en evne til at lære fra sig og stille sin store kunnen og viden til rådighed for såvel medicinstuderende som yngre læger.
Undervisning og supervision havde stor prioritet hos ham, og som yngre læge har man altid været i gode hænder, når man stod i mesterlære hos Walid - sløseri eller lette løsninger var ganske uacceptable! Walid var bevidst om sine faglige kompetencer, han elskede sit arbejde og ville gerne give faget videre med et så højt fagligt niveau som muligt.
Walid var også klinisk lektor for stud.med.'er, og hans ambitionsniveau på studenternes vegne var højt, ligesom deres trivsel og uddannelse på afdelingen lå ham på sinde. Studenterne skulle have en fast base, og det havde de i Walid.
Walid var en glimrende kulturformidler. Han betegnede sig selv som skandinav og araber, og for os, der kendte ham, forekom dette naturligt. Han var åben over for andre og respekterede andre, og forventede den samme åbenhed og respekt for sit eget livssyn og sin kultur.