Medlem i

13 years 1 month
components

Der var fyldt godt op i Hillerød Kirke, da familie og venner den 17. juli 2010 tog afsked med Villy Vestergaard Olsen, som døde et par måneder efter sin ægtefælle Karen, efter længere tids svækkelse.

Villy Vestergaard kom fra Græsted i Nordsjælland, blev student fra Frederiksborg Gymnasium i Hillerød i 1946 og cand.med. fra Københavns Universitet i 1954.

Efter turnus og andre erfaringsgivende ansættelser på sygehuse i Jylland og på Sjælland samt tropemedicinkursus i London rejste han med familien i oktober 1957 til Tanzania som lægemissionær ved Lugala Hospital, et bushhospital med ca. 80 sengepladser, som han selv var primusmotor i opbygningen af, langt fra alfarvej.

Fra sommeren 1965 atter i Danmark, hvor ansættelser på Medicinsk Afdeling i Skanderborg og Hillerød samt Epidemiafdelingen på Blegdamshospitalet kvalificerede ham som speciallæge i tropemedicin og intern medicin, hvorefter rejsen igen gik til Tanzania, først med et år på Lugala Hospital som dr. in charge og dernæst dr. in charge på medicinsk afdeling, KCMC i Moshi. Fra denne periode stammer hans offentliggørelse af den første case om klorokinresistent Plasmodium falciparum-malaria i Østafrika.

Hjemkommen til Danmark i august 1972 var han bl.a. 1. reservelæge på Medicinsk Afdeling F i Hillerød og Epidemiafdelingen på Blegdamshospitalet.

Efter således at have vundet stor erfaring i trope- og internmedicinske sygdomme nedsatte han sig 1977 i speciallægepraksis i intern- og tropemedicinske sygdomme i Hillerød.

I sin praksis diagnosticerede og behandlede han henviste sygesikringspateinter med troperelaterede infektioner, men der var også tid til at vejlede og helbrede danskere, der var udsendt til tropiske områder via ingeniørfirmaer, hjælpeorganisationer og missionsselskaber.

Villy Vestergaard har deltaget i en række kongresser i tropemedicin, også med input fra egen erfaringsverden.

Den store tropemedicinske viden, krydret med illustrationer og fotos af sygdommene, samt hans engagement og evne til at give dette engagement videre til tilhørerne gjorde ham til en eftertragtet underviser på bl.a. kurser i infektions- og tropesygdomme.

Han var i et par perioder lektor i infektions- og tropesygdomme ved Københavns Universitet, og i en årrække var han forfatter til afsnittet om parasitmidler i Lægemiddelkataloget.

Villy Vestergaard har bestridt tillidsposter i Dansk Selskab for Tropemedicin, været tilforordnet i Specialistnævnet, i bestyrelsen for Kristelig Lægeforening og i menighedsrådet ved Hillerød Kirke.

Han var engageret i den medicinske etik med foredrag og artikler om transplantation og dødskriteriet/afskeden med livet.

Villy Vestergaard var en engageret familiefar, både over for sine egne børn og senere børnebørn, som han, så længe de fysiske og psykiske kræfter rakte, samlede en gang om året uden deres forældre til et flerdages »lejrophold« med opgaver, undervisning og foredrag i villaen i Hillerød.

Den danske lægestand og dansk tropemedicin og infektionsmedicin har mistet et engageret medlem og en stor personlighed.

Befolkningen i tredjeverdenslande har mistet en medkæmper mod sygdom og død.

Organisationer og firmaer med arbejde i udviklingslande har mistet en specialist med stor viden om importerede tropesygdomme.

Vi er mange, der har mistet en dygtig og interesseret kollega og ven. De tre børn, svigerbørn, børnebørn og oldebørn har over de sidste år, hvor Villy var præget af tiltagende demens, gradvist mistet, og nu endeligt mistet et kærligt, engageret og nærværende familieoverhoved.

Sidebar placering
Venstrestillet
Type
0 likes