Ved Villars Lunns død er den klassiske, akademiske europæ-iske psykiatris nestor her i landet gået bort. Vils - hans nom de guerre blandt venner og nære kolleger - blev læge i 1937 og speciallæge i neurologi og psykiatri i 1948. Samme år forsvarede han sin disputats »Om legemsbevidstheden. Belyst ved nogle forstyrrelser af den normale oplevelsesmåde«, som med refleksioner over bla. fantomsmerter og Antons Symptom, dannede grundlaget for hans årelange interesse for de paranoide psykosers etiologi og patogenese.
Villars Lunn var fra 1952 til 1981 overlæge ved Rigshospitalets Psykiatriske Afdeling O og professor ved Københavns Universitet. Han prægede generationer af danske læger med sin undervisning, ikke mindst de talløse yngre læger, som har været ansat på afdeling O. Med Vils som primus motor var psykiatrien det første lægelige speciale, som etablerede en teoretisk videreuddannelse.
Villars Lunns videnskabelige hovedinteresse var den klassiske psykopatologi, og hans artikler om bl.a. psykosebegrebet og de paranoide psykoser vil overleve Vils mange år ud i fremtiden. Som professor gjorde han afdeling O til en spydspids - den biologiske psykiatriske forskning blev udbygget, ligesom psykoterapi, klinisk psykologi og sexologi blev etableret som fagområder.
Listen over tillidshverv er lang - formand for Dansk Psykiatrisk Selskab og æresmedlem fra 1984, præsident for Det Medicinske Selskab i København, næstformand for Rigshospitalets Lægeråd. Hans årelange virke i Retslægerådet, hvor han var næstformand fra 1959 til 1981, skal fremhæves. Hans eminente sprogsans, humanistiske grundindstilling og hans stringente, logiske tænkning gjorde, at hans voteringer stadig er en fryd at læse.
I 1970'erne, hvor antipsykiatrien hærgede, stod Villars Lunn med kronikker, ved møder og i tv modigt frem og talte psykiatriens - og især de psykisk syges sag.
Indtil de allerseneste år bevarede Vils en levende interesse for faget psykiatri, som han havde tjent et langt liv. Villars Lunn var i ordets bedste forstand en klassisk akademiker, en stor humanist, og først og sidst en fremragende psykiater.
Ære være hans minde.