Viggo Dreyer

13.9.1919-3.11.2008.

Den 3. november 2008 døde Viggo Dreyer (VD) efter lang tids invaliderende lunge/hjertesygdom. De sidste fem år kom han ikke uden for hjemmet men kunne glæde sig over trofast støtte hos sin kære Inge og ved livet med børn og børnebørn.VD blev læge i 1947 i København, dog med en del af studietiden i Lund, hvor han tilbragte to flygtningeår. Han blev speciallæge i øjensygdomme i 1957. Uddannelsen fandt overvejende sted på Rigshospitalets øjenafdeling, hvor også disputatsen om kontrasttærskler i øjet (nethinden) blev skrevet. Dette førte til en livslang interesse for synsfysiologi og optik. Fra 1966 var VD ansat på Rigshospitalets flyvemedicinske klinik, fra 1974 som overlæge. Som flyvemediciner havde VD stor indflydelse på de krav, der stilles til piloters syn både inden for flyvevåbnet og i den civile flyvning, og VD repræsenterede danske øjenlæger i mange udvalg eller fungerede som konsulent, når synskrav i erhverv og i forskellige arbejdsfunktioner skulle fastlægges. VD var ligeledes med i bestyrelsen for Lysteknisk Selskab og deltog bl.a. i udarbejdelsen af anbefalinger og standarder til belysning på arbejdspladser.VD var en pioner inden for anvendelsen af kontaktlinser og var i mange år formand for Dansk Kontaktlinseforening, der senere ændrede navn til Dansk Medicinsk Kontaktlinse-forening, hvor han blev udnævnt som æresmedlem.

Det var helt naturligt, at det var VD, der i mange år stod for undervisningen i øjets optik og undersøgelser af synsstyrke, farve- og lyssans såvel ved speciallægeuddannelsen som ved uddannelsen til praktiserende læge. VD var altid parat til at støtte yngre kolleger med deres forskning. Hans råd og forslag var altid stimulerende og kontante, og mange større og mindre publikationer har nydt godt af hans fine fornemmelse for sproglig akkuratesse.

I 1989 trak han sig tilbage som overlæge ved Flyvemedicinsk Klinik på Rigshospitalet men fortsatte endnu næsten ti år med speciallægepraksis.

VD besad et musisk og kreativt sind til glæde for sine venner og sig selv. Han var indbegrebet af klassisk dannelse og fornøjede sig ved at skrive breve på vers til ligesindede.

For ca. 50 år siden samledes en gruppe unge vordende øjenlæger, som i de følgende næsten 45 år på skift mødtes hos hverandre til studie- og diskussionsaftener. Langsomt reduceres gruppen. Vi, som er tilbage, har mistet en farverig, inspirerende og favnende ven og kollega. Hans minde vil for altid stå levende for os.