10.9.1938-14.7.2012
Vibeke er død, og vi skal aldrig mere se hendes elegante skikkelse og høre hendes kultiverede og glade stemme med den vedbækske accent. Det er meget trist.
Hun døde efter kort tids sygdom i hjemmet omgivet af sin familie.
Vibeke var gennem mange år en markant skikkelse i den danske børne- og ungdomspsykiatri. Hun grundlagde i 1976 børnepsykiatrien i Nordsjælland - det center, der nu hedder BUC Hillerød. Det blev en moderne afdeling, hvor man tidligt inddrog både psykodynamiske, biologiske og systemiske modeller i forståelsen af psykisk sygdom hos børn og unge. Afdelingen voksede og blev et eftertragtet uddannelsessted og en god arbejdsplads. Vibeke ledede den med diskret, men fast hånd, indtil hun i 1992 drog med sin mand professor Ernst Goldschmidt til Hongkong i et par år. Siden havde hun primært faglig funktion indtil hun tidligt gik på pension, bl.a. for at have tid til sine små, nye børnebørn. Hun fik dog et ekstra karriereforløb, idet hun gennem flere år bistod som specialist på BUC Bispebjerg, når der var brug for det.
Vibeke prægede som yngre børne- og ungdomspsykiatriens udvikling aktivt. Hun var i bestyrelsen for Dansk Psykiatrisk Selskab, beskrev tidligt betydningen af den ambulante børnepsykiatri og gennemførte forskning. Hun var til sin død børnesagkyndig dommer i landsretten.
Vibeke var en klog kvinde og god til at inspirere. Hun var eminent til at gennemskue mønstre, og hvordan de kan påvirkes i konstruktiv retning - både i relation til familier og til professionel planlægning. Jeg var selv i mesterlære hos hende som ung og lærte meget af det. Vi bevarede kontakten lige siden.
Vibeke var levende optaget af, hvordan man giver psykisk syge børn mulighed for at udvikle sig og forældrene redskaber til at klare forældreopgaven. Hvad nytter det et barn at få en meget præcis diagnose, hvis ingen arbejder aktivt for en positiv ændring i barnets og familiens handlemuligheder? Kort før sin død var Vibeke med til tiltrædelsesforelæsning for vores nye professor i børne- og ungdomspsykiatri - levende og interesseret.
Dette burde skrives i nutid, men det bliver desværre i datid.
Jeg ved, at mange kolleger er berørt af Vibekes død og mindes deres kontakt med hende. Vores tanker går til Ernst og resten af den store familie, som hun var så glad for.