Vibeke var hele sit aktive arbejdsliv beskæftiget med medicinsk mikrobiologi. Hun var ansat på Institut for Medicinsk Mikrobiologi (IMM) ved KU fra 1965 til 1985, først som vid. ass., senere som lektor. I tre kvart år fra 1972 til 1973 var hun research fellow ved Bristol Medical School.
Herefter ansat på Statens Seruminstitut, først som vid. ass. senere som sektorchef for forskellige områder senest sektordirektør for diagnoseafdelingen indtil 2003.
Vibekes far var professor i zoologi, så hun var vokset op med en naturvidenskabelig tradition og blev mag.scient. i biokemi i 1965 og dr. med. i 1986 på en disputats indenfor sit hovedområde, som var stafylokokker spec. mht. penicillinaseproduktion, antibiotikaresistens og -forbrug samt typebestemmelse af bakterien.
Undertegnde TJ mødte første gang Vibeke på IMM. i 1969 og blev hendes elev. Hun førte mig ind i den forunderlige verden, hvor bakteriekoloniers udseende på en agarplade angav vejen til yderligere undersøgelser og identifikation. På det tidspunkt blev vores venskab grundlagt.
Dette venskab blev yderligere styrket, da vi fra 1979-1990 var vi på talrige undervisningsopgaver i WHO/DANIDA-regi i Kenya, Bangladesh, Tanzania, Kina, Nepal, Sri Lanka og Burma. Vibeke og jeg var hovedaktører i selve undervisningen på vores lille »rejsehold«. Senest var vi i Shanghai, hvor kursus drejede sig om sygehusinfektioner.
Vibeke var desuden underviser på Sundhedsstyrelsens tværfaglige kurser i klinisk mikrobiologi for vordende speciallæger i en periode fra 1985 til 1998.
I en årrække var hun formand for Radikale Venstre i Lyngby-Tårbæk og medlem af regionsrådet for Hovedstaden, hvor hun var formand for sundhedsudvalget 2006-2010.
Man skal lede længe efter en person med så mange både faglige og menneskelige kompetencer som Vibeke. Vi mødte et utrolig sødt, hensynsfuldt og hjælpsomt menneske, som ikke gjorde meget væsen af sig. Hendes omfattende karriere skyldtes derimod, at hun altid blev opfordret til at søge de stillinger og de hverv, hun fik. Således blev hun også medlem af mange ministerielle, medicinske og veterinære udvalg og forskningsråd m.m.
Hendes grundsyn var, at når man har påtaget sig noget, så løser man opgaven!
Vibeke var gift med embedslæge Nils Rosdahl, som døde i 2012. Sammen har de børnene Anne og Karsten.
Vi er taknemmelige for at have kendt hele familien.