24.3.1953-11.8.2014
Kære Vibeke
Pludselig er du væk. Du havde jo ellers været hos os her på børneafdelingen på Hvidovre Hospital i mange år – siden 1994. Din ph.d. skrev du også hos os. Og før den tid fik du din uddannelse i pædiatri på børneafdelingerne i Glostrup og Holbæk. Læge blev du i 1979. Din ph.d. var i øvrigt af usædvanlig høj kvalitet (rummede både basal forskning og flere randomiserede, kontrollerede forsøg om probiotikabehandling af børn), og delarbejderne har siden været flittigt citeret internationalt. Din kræftsygdom kom for mange år siden, men vi vænnede os gennem årene til, at der altid var en ny løsning, så du kunne købe dig ekstra tid. Og så kunne du pludselig ikke mere. Du passede dit arbejde til det allersidste – infektionsbørnene, almenpædiatrien og akutarbejdet i børnemodtagelsen (og det er ikke noget driverliv) – samvittighedsfuld som altid.
Du var med til at organisere infektionspædiatrien i Danmark, varetog behandling af børn af hiv-positive mødre og smittede børn i Østdanmark, deltog i det europæiske netværk inden for området, og du fik mange nationale og internationale samarbejdspartnere. Alligevel husker vi dig bedst for dit formidable samarbejde med os andre i læge- og plejegruppen samt den tværfaglige hiv-gruppe – og med børn og forældre. Den entusiasme, som du viste, når du påtog dig ansvaret for et patientforløb, både inden for dit eget område og i almenpædiatrien, havde vi andre svært ved at leve op til. Det blomsterhav, du havde omkring dig på Herlev Hospital og på hospice var en tydelig markering af, at du betød meget for mange kolleger og venner. Arbejdet kom også til at rumme en stor del af din fritid, men alene var du aldrig: dine tre sønner Anders, Christian og Jakob samt svigerdatter og børnebørn var altid omkring dig – og så var der jo din interesse for fuglene.
En del af os var heldige at kende dig gennem mange år, andre kun i kortere tid. Som os andre havde du både styrker og noget, der kunne ligne svagheder. Du brugte ingen albuer, ville nødigt sige fra, råbte ikke højt og sagde aldrig nej, når du kunne hjælpe. Men det var jo de egenskaber, som vi andre med vekslende succes prøver at grave op fra dybet i os selv. Derfor blev du elsket af alle, men også respekteret, og du blev på mange måder et forbillede for os andre.
På hospicet sov du roligt ind – fin og net til det sidste.
God rejse og æret være dit minde.
Dine kolleger på børneafdelingen
Hvidovre Hospital