2.1.1912-13.7.2004Vagn Zahle døde hjemme i Risskov i juli 2004 efter et langt liv. Han havde rod i gammel københavnsk kultur og var højtuddannet og fagligt særdeles velkvalificeret.Vagn Zahle blev læge i 1938, speciallæge i neurologi i 1945, i psykiatri i 1947 og dr.med. i 1948 (Akut kulilteforgiftning). Fra 1947 til 1954 var han afdelingslæge på Sindssygehospitalet ved Århus og på Sct. Hans Hospital, herefter til 1962 chef for Rigshospitalets psykiatriske poliklinik. Fra 1962 til 1982 var han overlæge ved Psykiatrisk Hospital i Århus, De psykiatriske konsultationer, og lektor i psykiatri i mange år.Blandt adskillige psykiatriske publikationer var den væsentligste Neuroser og neurosebehandling (3. udgave 1980), hvis lærdom fik rig anvendelse i uddannelse af læger og psykiatere. Hans humanistiske menneskesyn og kloge tanker om læge-patient-forholdet lyser ud af bogen, og selv levede han op til sine forskrifter - jeg citerer: interesse, fordomsfrihed, tolerance, taktfuldhed, myndighed ... lægens holdning fødes af hans personlighed og kundskaber ... respekt for andre mennesker og tro på det værdifulde i det menneskelige og på det enkelte menneskes evne til at kæmpe sig vej gennem vanskelighederne.
Vagn Zahle havde et aristokratisk præg - i ydre, stil og sprog. Men han kunne tålmodigt nå og forstå alle med en sjælden evne til indlevelse. Mangfoldige patienter er ham taknemmelig for aldrig svigtende interesse og omsorg. I Risskov blev De psykiatriske konsultationer et højt værdsat uddannelsessted for læger, socialrådgivere, psykologer og sygeplejersker - inspirerende og udviklende for livet.
Vagn Zahles humane-humanistiske tilgang var i samklang med hans levende og stadige interesse for det æstetiske, de skønne kunster, litteratur og musik. I sit otium udarbejdede han talrige skrifter om sine yndlinge, fra Tjekhov til Thøger Larsen. Han skrev breve og forærede bøger. Men han kunne også være træhugger ved sommerhuset på Sletterhage og skabe lys i skoven.
Hjemme var Vagn Zahle en trofast og gæstfri mand - med støtte, når der var behov for det. Han kunne med en forunderlig charme og afstemt provokation åbne sindet fra uventede vinkler - han værdsatte den tænksomme samtale. Som et naturligt midtpunkt samlede han gerne den store familie - han talte altid kærligt om dem alle. Han var glad for, at han fik et langt og aktivt otium og mange gode år sammen med sin tidligere kollega, Kirsten Retbøll, som var ham en hengiven og værdig ledsager i de ældre år.
Vi savner Vagn Zahle! Men vi er taknemmelige for at have kendt ham.
components
Sidebar placering
Venstrestillet
Type