Ph.d.-afhandlingen udgår fra Klinik for Rygmarvsskadede og Urologisk Klinik på H:S Rigshospitalet og er baseret på tre originalartikler.
Formålet med dette ph.d.-studie var at undersøge den urologiske situation for traumatisk rygmarvsskadede 10-45 år efter skaden med hovedvægten lagt på blæretømningsmetoder, urininkontinens og sten i urinvejene.
I studiet indgik dels retrospektive oplysninger fra patientjournaler, dels besvarelserne af et spørgeskema. 279 rygmarvsskadede fik tilsendt spørgeskemaet, og 236 besvarede det (84,6%). De var tilskadekommet i perioden fra 1956 til 1990.
Resultaterne viste, at den hyppigst anvendte blæretømningsmetode på undersøgelsestidspunktet var ren intermitterende kateterisation. Skift i blæretømningsmetode hos rygmarvsskadede i årene efter skaden er almindeligt, både i retning af mere og af mindre anbefalelsesværdige metoder. Det er derfor vigtigt at informere rygmarvsskadede grundigt, for dermed at begrænse skift til mindre anbefalelsesværdige blæretømningsmetoder og dermed risikoen for urologiske komplikationer mest muligt.
Urininkontinens viste sig at være et almindeligt problem blandt de rygmarvsskadede, men kun et begrænset antal deltagere i studiet brugte medicinering mod inkontinens.
Risikoen for at få nyre- og blæresten var højere i populationen af rygmarvsskadede end i forhold til normalbefolkningen. Blæresten opstod oftest i de første år lige efter rygmarvsskadens opståen, hvorimod nyresten opstod både initialt og i årene efter.
Derfor fremhæves vigtigheden af at kontrollere nyre-urinveje hos de rygmarvsskadede, ikke blot lige efter skadens opståen, men livslangt grundet risikoen for udvikling af urinvejssten og urininkontinens for om muligt at følge op med nødvendige tiltag i relation hertil.