Ulrik blev læge i januar 1977 fra Syddansk Universitet og cirkulerede flere år på forskellige kirurgiske afdelinger på Odense Universitetshospital. Han kastede sig med iver over arbejdet og fik en undervisningsstilling, som førte frem til en speciallægetitel i ortopædkirurgi. Hans hænder var skruet rigtigt på, og hans entusiasme for jobbet var stor. Patienterne skulle have den behandling, han mente var den bedste, og der var aldrig tale om at indgå kompromisser. I Sønderborg var han med til at indføre rygkirurgi, som havde hans store interesse, og i nogle år var han ansat på Aarhus Universitetshospital (AUH) (det tidligere Aarhus Kommunehospital), hvor han var med i en gruppe, som opererede sarkomer. Det førte ikke til den overlægestilling, han ønskede, og han søgte andre græsgange. En glædelig begivenhed fandt dog sted på AUH: Han mødte sit livs kærlighed, Hanne, som var sygeplejerske. Det lyder som en lægeroman, men det var vitterligt det bedste, der kunne ske for ham. Sammen fik de tre drenge, som på flere måder gik deres far i bedene. Ved siden af jobbet passede Ulrik en lille gård ved Jelling med et ret stort fårehold. Sammen med lægearbejdet i Danmark begyndte han at vikariere på forskellige hospitaler i Skandinavien (f.eks. Gotland og Hammerfest) 1-2 uger ad gangen. Efterhånden opererede han alene på disse korttidsvikariater i udlandet, og han var meget efterspurgt i Visby og i Hammerfest, hvor han kom mange gange.
Pauserne indimellem blev brugt på farmen, for Ulrik var i sving hele tiden, og han havde en enorm energi. Som nævnt var han fingernem og lærte sig mange håndværksmæssige færdigheder, f.eks. at svejse. Materialerne, han arbejdede med, var legio, og han var samler – storsamler. Hele livet igennem var han fascineret af naturen. Fiskeri og ikke mindst jagt var hans store passion. Ulrik fik aldrig et otium, for han var bedre tilpas, når han var beskæftiget med enten sin profession eller med de andre projekter. Sygdom ramte ham for ca. tre år siden og var da allerede spredt i kroppen, men han tog det med oprejst pande og arbejdede videre, som om intet var hændt. Han var utroligt åben om sin tilstand; når vi var sammen, var det ham, der var mindst påvirket af de alvorlige udsigter. En januardag slap kræfterne op.
Nu går vore tanker til Hanne, Esben, Rune og Aske.
Æret være Ulriks minde.