Medlem i

13 years 1 month
components

7.4.1929-14.3.2006

Med overlæge Ulla Boesens død den 14. marts er en af dansk børnepsykiatris markante skikkelser ikke længere iblandt os. Ulla blev 76 år.

Ulla voksede op og uddannede sig til læge i København. Hun blev speciallæge i børnepsykiatri i 1967 og kom i 1973 til Vejle Amt for at være med til at starte det første »lokale« børnepsykiatriske ambulatorium. Med stor energi, aldrig svigtende iver og en god portion vedholdenhed, når det gik op ad bakke i forhold til nyskabelsen, lykkedes det hende at udbygge først ambulatorium, siden sengeafdeling, til en absolut velfungerende enhed.

Ullas særlige faglige interesse var de egentlig sindslidende børn og deres familier, og hun var stærkt medvirkende til, at der blev etableret centerklasser og andre vidtgående undervisningstilbud for børn med gennemgribende udviklingsforstyrrelser. Ulla var meget opmærksom på vigtigheden af et nært samarbejde med både skolevæsen og de sociale myndigheder.

Som kollega vil Ulla blive husket for sit store engagement i personalets trivsel, hendes omsorg, hvad enten det var i form af hjemmestrikkede kunstværker eller hjælp til at skaffe en dagplejeplads. Hun nedbrød barrierer og brugte sin karismatiske og impulsive personlighed til at gøre opmærksom på forhold, der burde ændres. Man var aldrig i tvivl om Ullas holdninger, og man kunne regne med at få omgående feed-back og guidning, hvis hun mente, at det kunne hjælpe.

Ulla var på mange måder en livskunstner og -nyder. At hun valgte at gå i guldsko var næppe tilfældigt og afspejlede hendes kompromisløse opsøgen af det bedste, livet kunne byde.

Æret være Ulla Boesens minde.

Sidebar placering
Venstrestillet
Type
0 likes