Medlem i

13 years 1 month
components

24.1.1938-6.1.2012

En af dansk radiologis store profiler er gået bort.

Uffe Dyreborg var født i Odense, men voksede op på Færøerne, hvor hans store interesse for natur og fugleliv blev vakt. Forbindelsen til Færøerne blev aldrig brudt.

Efter studentereksamen læste Dyreborg medicin og blev speciallæge i diagnostisk radiologi i 1974 og overlæge på daværende Odense Sygehus i 1976 til pensioneringen i 2007, heraf 13 år som administrerende overlæge. Han var en vellidt kollega og chef og bar fagets fane højt.

Fagligt beherskede Dyreborg alle aspekter af ra-diologien, men med speciel interesse for mammografi og uroradiologi. I slutningen af 1970'erne var Dyreborg med til at grundlægge den moderne mammografi. Ti år senere var han aktiv i indførelsen af mammografiscreening i Fyns Amt. Dyreborg var patienternes mand og gav sig altid god tid til at informere og orientere kvinderne. Han havde stor indsigt i urinvejenes embryologi og anatomi og redegjorde for enhver anatomisk variation, hvilket de yngre kolleger nød godt af. Dyreborg var en anerkendt foredragsholder om kontraststoffer og deres bivirkninger.

I mange år var Dyreborg klinisk lektor og en levende underviser for de medicinstuderende. A-kurserne i mammografi var hans fortjeneste, og hans kompendium benyttes stadig.

Dyreborg havde mange tillidshverv både i Sundhedsstyrelsen og i Dansk Radiologisk Selskabs regi. Han er forfatter og medforfatter til en lang række artikler, specielt inden for mammografiområdet, og han var blandt andet med til at påvise, at brystbevarende operation er lige så sikker en behandling som mastektomi ved egnede tilfælde af brystkræft.

På trods af det høje faglige engagement var man dog aldrig i tvivl om, at det var familien - Gerda, børn og børnebørn - som altid var i fokus. Ferierne gik enten til Færøerne for at studere natur og fugleliv eller til sommerhuset i Tversted. I dette kvarter sås Dyreborg ofte på sine vandreture sammen med Gerda.

Få måneder efter pensioneringen fik Dyreborg diagnosticeret en dissemineret cancer. Han bar denne diagnose med stoisk ro og ville ikke lade kræftsygdommen påvirke den frihed, han skulle nyde med sin familie.

Æret være hans minde.

Sidebar placering
Venstrestillet
Type
0 likes