13.7.1934-12.1.2004
Troels Barfred døde den 12. januar 2004 efter flere års sygdom.
Troels var kendt i vide kredse, både i Danmark og i udlandet, som en af de store profiler inden for håndkirurgien. Han fik sin håndkirurgiske uddannelse i en tid, hvor området for alvor blev etableret som en særlig ekspertfunktion, og kæmpede for, at håndkirurgien skulle anerkendes som et selvstændigt speciale, hvori ortopædkirurgiske og plastikkirurgiske aspekter blev forenet - det lykkedes ham også de facto om end desværre ikke de jure. Takket være sit engagement, sin energi og sin flid opbyggede han et håndkirurgisk center, som ikke har sin lige i landet, og som på enestående vis lever op til international standard.
Troels vil blive husket af kollegerne for hans kunnen i mange af håndkirurgiens aspekter, men ikke mindst hans indsats indenfor rekonstruktion af kongenitte deformiteter og mikrokirurgi har været enestående. Det er hans fortjeneste, at vi i Danmark har et landsdækkende replantationscenter. Uden Troels personlige engagement, ved at stille sig selv til rådighed på alle tider af døgnet og ikke blot som »skrivebordsgeneral«, ville dette aldrig være lykkedes. Formatet af denne bedrift understreges af, at vore nordiske nabolande aldrig har kunnet enes om et lignende nationalt samarbejde, og de misunder os det. Desværre har helbredet måttet betale sin pris.
Vores tanker går også til Troels' initiativ til stiftelse af Dansk Selskab for Håndkirurgi i 1991, som han var formand for til 1996. Selskabet var det første selskab, der organiserede et ekspertområde med relation til ortopædkirurgi, men det omfattede også grene og medlemmer af andre kirurgiske specialer, helt i overensstemmelse med Troels' opfattelse af, at håndkirurgi burde anerkendes som et selvstændigt specialistområde. Dansk Selskab for Håndkirurgi var også forudsætningen for, at Danmark kort tid efter kunne indtræde i Sammenslutningen af Europæiske Selskaber for Håndkirurgi (FESSH) og deltage i det internationale samarbejde, som Troels i høj grad var aktiv i og anerkendt for blandt udenlandske kolleger.
Dansk håndkirurgi har mistet sin helt store frontfigur gennem mere end 20 år. Vi savner dig, Troels.
Michel Boeckstyns
Anders Peter Højlund
Per Hølmer
Karsten Krøner
Bent Lange
Pernille Leicht
Niels Søe-Nielsen