30.3.1930-2.11.2005.
Torben Weeke døde stille efter godt et halvt års sygdom, 75 år gammel.
Torben Weeke var ud af en københavnsk lægefamilie og blev selv læge fra Københavns Universitet i 1957. Han blev speciallæge i almen kirurgi i 1967 og i ortopædisk kirurgi i 1972. Sin kirurgiske uddannelse fik han på forskellige københavnske sygehuse. Størstedelen af sin kirurgiske indsats lagde Torben imidlertid på sygehuset i Frederikshavn, hvortil han kom i 1976. Torben havde allerede i 1966 købt gården Lysmosegård ved Sindal i Vendsyssel, hvor han gennem årene bl.a. havde juletræsproduktion. Gården blev afhændet i 2002. Han befandt sig godt i Vendsyssel. På trods af at han hele livet bevarede sit københavnske sprog og den hurtige replik, vandt han vendelboerne for sig med sin charme, sit lune og den til tider meget barske humor og ikke mindst selvironi. Hans ry som en dygtig ortopædkirurg bredte sig hurtigt. Specielt alloplastik-kirurgien stod hans hjerte nær, og han var hurtig til at tage nye metoder i brug - dog altid kun veldokumenterede metoder. Da han samtidig var en dygtig håndværker og en engageret underviser kunne han, da han i 2000 gik på pension, se tilbage på særdeles gode operationsresultater og mange yngre kolleger, der havde fået inspiration til at vælge det ortopædiske speciale fra ham. Også patienterne i den private praksis nød godt af Torbens høje faglige niveau og hans humor. Den private praksis fortsatte han helt indtil et halvt år før sin død.
I privatlivet var Torben Weeke en person, som fyldte meget i ethvert selskab. Ud over sin faglighed var han en ægte intellektuel: han læste meget, fulgte intenst med i samfundsdebatten og diskuterede gerne mange emner.
Undertegnede arbejdede desværre kun sammen med Torben Weeke i det sidste af hans aktive år på Frederikshavn Sygehus men som næsten nabo i de sidste år, kom jeg til at nyde godt af hans og hustruen Lis' store gæstfrihed.
Vi er mange, som vil savne Torben Weeke.