Medlem i

13 years 1 month
components

3.11.1945-27.12.2010

Torben er død. Overlægen og mennesket Torben Sandberg Sørensen er død kun 65 år gammel.

Da jeg lige var begyndt at arbejde sammen med Torben på Ortopædkirurgisk Afdeling A på Frederiksberg Hospital og var begyndt at forstå, hvilket fornemt menneske han var, og glædede mig til at lære ham nærmere at kende, blev han syg med leukæmi. Det tog nogen tid, men så blev han efter behandling rask og var tilbage på arbejdet energisk som før. Han kunne efter fem år tegne en livsforsikring. Jeg kom til at kende ham bedre og nød godt af hans personlighed og ekspertise.

Han var et meget fint, sandhedskærligt, samvittighedsfuldt og humoristisk, men privat menneske, som alle holdt meget af og respekterede. Han gik aldrig på kompromis med de ideelle løsninger. Stædig og temperamentsfuld var han. Han arbejdede utrætteligt på at finde og skabe evidens for virkningen af de behandlinger, vi bød vores patienter. Han sad med sine stakke af journaler og databaser og arbejdede på hospitalet og derhjemme. Han var et socialt tænkende menneske og patienternes mand, men han holdt hovedet koldt og hjertet varmt.

Han var en fremragende operatør, men ikke hurtig på operationsstuen. Han opererede grundigt og systematisk og var samtidig i stand til at improvisere, når operationen krævede det. Han havde den sjove vane at fortælle, hvad han gjorde, hele tiden under operationen. Det var både underholdende, humoristisk og lærerigt, hvilket lærlinge på alle niveauer i klinikken satte stor pris på. Han lod sig aldrig presse af omstændighederne til at øge sit operationstempo og hævdede sin og vores ret til at holde det tempo, man havde det bedst med.

Da han 17 år senere kom ind til mig og fortalte, at nu havde han fået cancer i mundhulen, sagde han lige så stilfærdigt: »Men jeg fik 17 gode år, og det er jeg taknemmelig for«. Jeg tror ikke, at Torben var religiøs. Sådan var det bare, og det vidste vi jo begge godt. Han gik grueligt meget igennem og klarede det fantastisk, men til sidst måtte han bukke under.

Vi savner ham som menneske og kollega. Han er en betydelig del af den rigdom, man som privilegeret menneske gennem livet samler i sit sind.

Din ven og kollega.

Sidebar placering
Venstrestillet
Type
0 likes