Medlem i

13 years 1 month
components

12.2.1948-27.4.2016

Foråret 2016 blev Torbens sidste. Men det blev ikke forsømt. Fem års kamp mod nyrecancer tærede hårdt på kræfterne, men slukkede aldrig den gnist, der nærede det engagerede, vedholdende og organisatorisk eminente arbejde for en bedre kræftbehandling i Danmark, som blev et adelsmærke for Torben.

Senest var Torben på banen, da De Multidisciplinære Cancergrupper (DMCG) holdt årsmøde i København den 8. marts. DMCG var om noget Torbens barn. Konceptet var indlysende rigtigt, behovet for tværfagligt fodslag i den kliniske indsats mod cancer var indiskutabelt, men skønt specialerne havde mødtes under arbejdet med kræftplanerne, savnedes en fælles platform. Torben skrev drejebogen, involverede de rigtige nøglepersoner, hvorfra DMCG voksede frem og hurtigt opnåede den fornødne sundhedspolitiske legitimitet og støtte.

Forud for DMCG lå Torbens svendestykke: Dansk Lunge Cancer Gruppe (stiftet november 1991 med deltagere udpeget af en række videnskabelige selskaber og en repræsentant for Sundhedsstyrelsen), og den siden tilkomne kliniske kvalitetsdatabase: Dansk Lunge Cancer Register (DLCR) (1999). I 1991 var dansk klinisk onkologi splittet i en øst- og en vestdansk fraktion (og frem til 2004 organiseret i to separate videnskabelige selskaber), diagnostikken af lungecancer var spredt på 78 medicinske afdelinger, og den kirurgiske behandling var ikke begrænset til de thoraxkirurgiske afdelinger. Med Torben som indpisker samledes onkologerne i Dansk Onkologisk Lungecancer Gruppe (DOLG), og et nationalt referenceprogram så snart dagens lys. Og med Torben som formand for Dansk Lunge Cancer Gruppe (frem til 2012) lykkedes det at få rejst ressourcer til etablering af databasen i 1999.

DLCR har siden haft afgørende betydning for de markant bedre behandlingsresultater af lungecancer, som vi ser i dag. Databasens "medlemskab" af det Nationale Indikator Projekt (NIP) stillede tidligt store krav til tidstro registrering og kvartalsvis præsentation af data – i en form, der støttede entydig fortolkning og dermed minimering af risiko for over- og misfortolkning. Databasens styregruppe mødtes hyppigt, og med Torben ved tavlen blev data gennemdrøftet, kritisk, analytisk, i en altid engageret fagligt bredt repræsenteret styregruppe. Resultater og udvikling afspejler sig i de årsrapporter, som DLCR har udgivet siden 2000 (se www.lungecancer.dk).

Cancersygdommen tvang Torben fra formandshvervet, og et fokus på palliativ behandling, som længe havde været en del af agendaen i Lungecancergruppen, voksede sig større og materialiserede sig bl.a. i Torbens bestræbelser på at få etableret en lærestol i åndelig og eksistentiel rehabilitering (spiritual care). Han forstod om nogen, hvor skoen trykkede, og hvor ekspertisen skulle findes, og han forventede ikke, at det skulle blive en kerneopgave for en klinisk onkolog.

Til sidst kom dagen, hvor Torben tog afsked med os, sine mange projekter, motorcyklen, sommerhuset på Langeland og da især sin familie, der sidder tilbage med savnet. Vore tanker går især til Susanne, der trods Torbens stigende behov for hjælp og støtte havde kræfter til at sikre ham vitalitet, glæde og nærhed, til den sidste blafrende prås blæste ud.

Anders Green

Erik Jakobsen

Mark Krasnik

Anders Mellemgaard

Torben Riis Rasmussen

Charlotte S. H. Rasmussen

Birgit Guldhammer Skov

Kell Østerlind

Sidebar placering
Venstrestillet
Type
0 likes