Torben Mackeprang er pludselig og uventet død 49 år gammel. Han var uddannet læge fra Københavns Universitet i 1984. Efter turnustiden i kirurgi og medicin på Hvidovre Hospital samt en kortere periode som læge i militæret valgte han at gå ind i psykiatrien. Fra begyndelsen af 1990’erne og frem til august i år var han tilknyttet psykiatrisk afdeling på Bispebjerg Hospital, hvor han var højt værdsat og respekteret af både patienter og personale pga. sin usædvanlig store indfølingsevne og faglige kompetence. Han blev speciallæge i 1995. Fra 1997 og frem til indleveringen af ph.d.-afhandlingen i 2002 helligede han sig studier af årsagsforhold ved og behandling af skizofreni. Afhandlingen med titlen »Informationsbearbejdningsforstyrrelser og dopaminaktivitet hos skizofrene patienter og raske kontrolpersoner: Effekt af behandling med antipsykotika« var netop en uge før hans alt for tidlige død af førende forskere inden for forskningsfeltet enstemmigt blevet indstillet til forsvar mhp. erhvervelse af ph.d.-graden. Heldigvis nåede han at glæde sig over den flotte bedømmelse. Bedømmerne fremhæver bl.a. i deres konklusion, at afhandlingen er den første af sin art, og at afhandlingsarbejdet ud fra et uddannelsessynspunkt næsten er idealistisk. Torben Mackeprang havde en idealistisk indstilling både til sit arbejde som forsker og i sin holdning til patienter, kollegaer og ikke mindst familien. Han har med sit videnskabelige arbejde bidraget med meget væsentlige nye oplysninger om en af de mest invaliderende sygdomme i psykiatrien. Hans mål var at medvirke til forbedring af behandlingen af denne alvorlige lidelse. For at opnå dette arbejdede han hårdt uden at unde sig selv megen fritid. Siden august 2002 var han ansat på psykiatrisk afdeling i Gentofte, samtidig med at han stadig var en uvurderlig del af forskningsgruppen på Bispebjerg Hospital. Hertil kommer, at han var tilknyttet en række nationale og internationale videnskabelige selskaber, herunder Dansk Selskab for Biologisk Psykiatri, hvor han gennem mange år var revisor. Han var også en skattet underviser, bl.a. på speciallægekursus i psykiatri. Til trods for arbejdspresset virkede Torben Mackeprang aldrig stresset. Han var altid positiv, omsorgsfuld og opmærksom såvel i faglige som i private sammenhænge. Med familien delte han interessen for arkitektur, kunst, litteratur og rejser, og han interesserede sig levende for sine døtres interesser, skolegang og studier. Torben Mackeprang rummede helt usædvanlige menneskelige og faglige egenskaber. Han døde midt i et livsforløb præget af national og international faglig anerkendelse og et varmt og nært familieliv med hustruen, Rita, og de to døtre, Christina og Anne-Sophie, der sjældent var ude af hans tanker. Han vil blive dybt savnet af os alle. Æret være hans minde.
components
Sidebar placering
Venstrestillet
Type