14.12.1932-6.11.2015
Under anden verdenskrig blev mange finske børn evakueret. Omkring 65.000 kom til Sverige, medens Danmark modtog omkring 6.000. Et af disse finnebørn var Timo Sakari Pekkola, som i 1942 kom til Viborg hos familien Klinge. Efter 1945 vendte de fleste finnebørn tilbage til Finland, men Timo fortsatte med at være i Danmark, og familien Klinge sørgede for, at kontakten mellem Timo og hans finske familie blev opretholdt.
Timo blev i 1953 student fra Viborg Katedralskole og læste videre på Aarhus Universitet, hvor han i 1961 bestod den medicinske embedseksamen. Samme dag, som han bestod eksamen, blev han gift med Amy Laursen, som også stammede fra Viborg.
I 1960 var jeg kandidat på Aalborg Kommunehospital, og om sommeren mødte jeg for første gang Timo, som var studentervikar. Tre år senere var jeg flyttet til Ballerup, og en dag mødte jeg til min overraskelse pludselig Timo på fortovet på Baltorpvej. ”Hvad laver du her?” spurgte jeg, og han svarede ”Jeg bor her!”. Det viste sig, at vi kun boede tre opgange fra hinanden, og vort venskab med Amy og Timo har varet ved lige siden da, selvom vore videre karrierer medførte, at vi indimellem boede på hver sin side af Kattegat.
Timo gennemførte en bred uddannelse både fagligt og geografisk. Han blev speciallæge i pædiatri i 1971, og i 1974 blev han ansat som overlæge ved Børneafdelingen på Holbæk Sygehus. Mange forældre og patienter er ham taknemmelige for hans nænsomme og kompetente virke. Børneafdelingen i Holbæk blev under Timos ansættelse velanskrevet som uddannelsessted for yngre læger, som senere hen valgte pædiatrien som speciale.
Ulykkeligvis viste der sig for en lille snes år siden begyndende tegn på Parkinsons sygdom, og på trods af behandling lege artis skred sygdommen langsomt fremad.
Amy har gennem en længere årrække løftet en meget tung opgave med pleje af Timo i hjemmet, hvor der også blev ydet udmærket støtte fra Holbæk Kommune. Men den 6. november 2015 afgik Timo ved døden i sit hjem.
Leif Kramer Jakobsen