Thorkild Christensen

26.9.1924 - 4.3.2008Efter længere tids sygdom og gentagne hospitalsindlæggelser døde Thorkild Christensen den 4. marts 2008.Thorkild var født og opvokset i Vejle. Student fra Vejle Gymnasium 1944 og cand.med. 1952 fra Københavns Universitet. Herefter turnus på Århus Amtssygehus og senere stillinger på Roskilde og Viborg Amtssygehuse inden han vendte tilbage til fødebyen Vejle i maj 1955, hvor han gik i samarbejde med faderen Sophus Christensen, der havde drevet lægepraksis på Rådhustorvet siden 1918.Thorkild var meget flittig, kørte mange vagter og var specielt værdsat af byens jordemødre, da han altid var rede til at medvirke til hjemmefødsler. Han fik en stor og trofast patientskare, som helt klart i ham fandt en omhyggelig og omsorgsfuld læge, der også var god til at sige tingene klart og god til at tage beslutninger.

Efter syv års samarbejde med faderen stod Thorkild alene med en stor praksis og en stor arbejdsbyrde, hvorfor det var naturligt at optage kompagnon. En udvikling som fortsatte, så vi ved Thorkild's pensionering i 1994 var fire læger.

Som kollega var han en god og loyal samarbejdspartner, en god mentor. Thorkild var som menneske yderst retlinet og med en udtalt retfærdighedssans. En person man altid kunne stole på og have tillid til.

I adskillige år deltog han som observatør for de praktiserende læger i overlægernes månedlige fællesmøde på Vejle Sygehus.

Endvidere var Thorkild i mange år medlem af historisk udvalg for Lægekredsforeningen for Vejle Amt. Og tilskyndet af samme udgav han i 1997 »En lægepraksis' historie« - et lille skrift omfattende udviklingen i den praksis, som faderen startede i 1918 i Vejle.

Uden for arbejdet var det vigtigt for Thorkild, at vi havde et godt venskab på familiebasis - han såvel sammen med Kirsten og senere Julie viste stor gæstfrihed og åbnede deres hjem ved utallige lejligheder - såvel store som små begivenheder. Altid perfekte værtspar.

Thorkild elskede sit arbejde. Derfor var det en kolossal omvæltning for ham, da et aggressivt tilfælde af leddegigt ramte ham midt i hans mest aktive periode. At se ham i en kørestol var bedrøveligt - vi tvivlede på, om han ville genvinde sin førlighed og arbejdsformåen.

Men her kom Thorkilds viljestyrke og stædighed ham til hjælp - gennem intensiv træning genvandt han efter adskillige måneder kræfterne. Thorkild genoptog arbejdet, men gigten forlod ham dog aldrig helt - og i perioder viste den sig aggressiv - dette ikke mindst i de seneste år.

Pensionisttilværelsen kunne vi følge, gigten var tiltagende og kræfterne aftagende. Julies sygdom og død var et hårdt slag for Thorkild. Livet var blevet problematisk - livslysten var svundet - så måske var døden en befrielse.

Vi har mistet en kollega og ven. Familien har mistet en god og agtet familiefar.

Tilbage har vi heldigvis en mængde gode minder fra dengang, Thorkild var iblandt.