Medlem i

13 years 1 month
components

Vores gode ven Tage døde uventet efter kort tids sygdom den 9. juli 2003. Tage voksede op og fik sin uddannelse i København. Hans interesse for kardiologi blev vakt under medicinstudiet, hvor han var ansat som kardiologisk assistent på Kardiologisk Afdeling P, Amtssygehuset i Gentofte. Efter embedseksamen i 1986 og turnus på Frederiksberg Hospital, kom han tilbage til Kardiologisk Afdeling P, Amtssygehuset i Gentofte. Her havde man øje for hans store faglige potentiale og udvirkede et forskningsstipendium ved Fysiologisk Institut på Southwestern Medical Center, University of Texas, Dallas, hvorfra han i perioden 1990–1994 i ansete tidsskrifter publicerede flere videnskabelige arbejder om den sympatiske refleksregulering af menneskets perifere kredsløb. Det videnskabelige fundament, grundlagt i Gentofte og Dallas, førte i 1996 til erhvervelsen af den medicinske doktorgrad ved Københavns Universitet. Tage gennemførte sin kursusstilling i Københavns Amt og blev speciallæge i intern medicin og kardiologi gennem ansættelser på Rigshospitalet og Amtssygehusene i Gentofte og Glostrup. Tages seneste ansættelse var på Bispebjerg Hospital, hvor han befandt sig godt og indtil sin død var afdelingslæge på Kardiologisk Afdeling.

Tage var sejlsportsmand, men rollen som far og familiemenneske udkonkurrerede i de senere år sejladsen. Hans liv var præget af udadvendthed, aktivitet, nærvær, kollegialitet, og han varetog det kliniske arbejde retlinet med stor kompetence og samvittighedsfuldhed. Han var hurtig i beslutningsprocessen og altid i godt humør. Hans arbejdsevne var stor, hvilket fremgår af, at han kort efter disputatsforsvaret blev tilknyttet Den Offentlige Rejsesygesikring/Euro-Alarm A/S som lægelig konsulent. Her kom hans store faglige viden mange syge rejsende til gode, når der blev behov for behandling i udenlandsk regi, og når der på forsvarlig vis skulle sikres transport til eget sygehus i hjemlandet. Tillige blev han i de seneste par år hyppigt anvendt af redaktionen på Ugeskrift for Læger, hvor han anonymt bedømte indholdet og kvaliteten af kardiologisk orienterede artikler. Lederen i dette nummer af Ugeskrift for Læger, som Tage nåede at læse korrektur på blot få dage før sin død, sætter et værdigt og smukt punktum for hans faglige viden og virke.

Det er svært for os at forstå, at vi ikke skal møde Tage igen, og at han så pludseligt forlod os efter netop at være påbegyndt adjuverende kemoterapi for en alvorlig sygdom. Vi vil savne en nær ven, en god kollega og et godt menneske – og ikke mindst de hyggelige stunder i hans dejlige hjem.

Vores dybeste medfølelse går til hans hustru Conni og børnene Anna og Victor på henholdsvis 5 og 8 år, som var hans et og alt, og som nu har lidt et helt ufatteligt tab.

Tage – vi savner dig. Æret være dit minde.

Sidebar placering
Venstrestillet
Type
0 likes