En stor personligheds liv er for tidligt udrundet - efter en hastigt forløbende leukæmi. På »Den jyske Hede« udfoldede han sine musiske og sportslige evner, før han i »Den fynske Have« fandt sin Kirsten og gjorde videnskabelig og klinisk karriere på OABS. Hans videnskabelige interesse startede i esophagus med disputatsen fra 1975: »Gastroesophageal sphincter pressure in diseases of the stomach, duodenum and biliary tract«. Indføringen i Danmark af 99m Tc-HIDA-galdevejsscintigrafi var Svend Arnes fortjeneste. Senest udvikledes metoden til bestemmelse af ventrikeltømningshastigheden. En stor tilfredsstillelse var, da måling af de Migrerende Motor Complexer kunne sammenkæde og forklare undersøgelsesresultater fra de tre organer.
Svend Arne skabte ildsjæle blandt medarbejdere ved inspirerende samtale. Han hævede aldrig stemmen, men hans klare sprog var umiskendeligt. Hans akademiske vejledning til konferencer og operationer var i særklasse. Handling fulgte på ord; talrige var de eftermiddage og weekender, hvor han dukkede op i »kælderen« (Radiofysisk Laboratorium), for »at se hvordan det gik« - og lige stor var begejstringen hver gang en »phase III« viste sig. I »skrivefasen« havde Svend Arne gode idéer og forslag - artikler blev skrevet om til det perfekte. Alligevel ønskede han at være sidsteforfatter. De videnskabelige resultater præsenteredes inden- og udenlands på talrige rejser. Også solo-rejser gjorde Svend Arne med sin viden om esophagus og effekten af syrehæmning på dette organ. Det siges, at han engang blev spurgt om, hvem der klarede hans arbejde på sygehuset, når han rejste så meget. Svaret var: »De samme som klarer arbejdet, når jeg er hjemme«.
Denne barokke humor kendetegnede Svend Arne, som - hjemme i Odense - faktisk var til rådighed døgnet rundt. Børnekirurgi skal ofte udøves nu og her. Han var fingernem og ferm til såvel voksen- som børnekirurgien. De sidste år viede han sidstnævnte - til glæde for børn og forældre. Profetisk havde hans for-ældre døbt ham Svend Arne! Han var en farende Svend og hjemmets Arne. I sin udadvendthed glædede han sig i sin store bekendtskabskreds, der nød godt af hans videnskabelige indsigt samt gæstfrihed og humor. Men han glædede sig også med stille hygge sammen med Kirsten, børnene Anne Kathrine (Trine) og Jens Christian (J.C.) samt barnebarnet Emma.
Vores tanker går til Svend Arnes familie, der har lidt et urimeligt tab. Vi ærer hans minde og takker for de talrige gode oplevelser - i »kælder« og stue, ude og hjemme, i arbejde og fest.
Claus P. Hovendal, Niels Qvist, Lars Rasmussen & Erik Øster-Jørgensen