Susanne Pedersen

22.3.1957-2.9.2007Søndag den 2. september 2007 måtte Susanne give op over for sin mammacancer, som hun ellers med ukuelig overlevelsesevne havde holdt i skak i mere end ti år.Susanne blev læge fra Københavns Universitet i sommeren 1991 efter først at have uddannet sig som sygeplejerske. Hun besluttede snart at videreuddanne sig som speciallæge i gynækologi og obstetrik og fik størstedelen af sin uddannelse på gynækologisk obstetrisk afdeling i Herlev. Susanne var ansat i vores afdeling fra 1998 og frem til sin død, kun afbrudt af kortere ophold, hvor hun forlod os for at supplere sin uddannelse. På trods af sin egen maligne sygdom eller måske netop i kraft heraf blev Susannes store interesseområde den gynækologiske onkologi. Med stor faglig indsigt og dyb respekt for den enkelte patient fungerede hun som kompetent afdelingslæge inden for dette felt i de seneste 3 år.


Susanne var flittig og deltog aktivt i udarbejdelsen af nationale guidelines senest vedrørende cervikale præcancroser. Hun ydede endvidere en stor indsats som engageret vejleder for yngre kolleger. Med sin rolige, solide fremtræden og lune sind var hun altid vellidt af både patienter og alle personalegrupper.


Susanne havde kun været læge i få år, da hun blev ramt af mammacancer, og de sidste mange år vidste hun, at hun ikke skulle blive gammel. Men Susanne forstod at leve med sin sygdom; hun lod sig ikke stoppe - hun ville livet med sin familie, sin ægtefælle gennem 25 år, Gert, og sønnen Christoffer. Hun fortsatte uanfægtet sin hverdag med samme faglige engagement og stoiske ro. Susanne evnede at passe sit arbejde under flere perioder med kemoterapi. Hun overkom svære samtaler med patienter, som var terminale af maligne sygdomsforløb, der til forveksling lignede hendes eget. Susanne var åben og udramatisk omkring sin sygdom og havde en grundlæggende positiv livsindstilling. Vi var alle dybt imponerede over hendes styrke og livskraft.


Vi husker Susanne som en sød og hjælpsom kollega, en omsorgsfuld læge, en stærk kvinde.Vores tanker går til Gert og Christoffer, som mistede sin mor på sin 15-års-fødselsdag.