Medlem i

13 years 1 month
components

30.8.1940-12.11.2008

Sten Nørby Rasmussen fik sin medicinske embedseksamen fra Københavns Universitet i 1968. Videreuddannelsen foregik på sygehusene i hovedstadsområdet, bl. a. på Gentofte Hospital, hvor disputatsarbejdet, som omhandlede ultralyd og lever, blev gennemført. Herefter slog Sten ind på medicinsk gastroenterologi. Der er ingen tvivl om, at en meget stor inspirator for Sten var den daværende chef for specialafdelingen på Rigshospitalet, Stig Jarnum. Disse to kolleger fik begge stor betydning for udviklingen af dansk gastroenterologi.

I 1984 kom Sten til Aalborg og for de af os, som skulle blive en del af den nye generation, blev han en utrolig inspirerende chef og mentor. Forskningen inden for 5-ASA-præparater, som Sten allerede var en central part i, blomstrede op på et internationalt niveau. Sten havde en utrolig energi og vedholdenhed, en iderigdom og dertil en evne til at være et socialt samlingspunkt. Han gjorde en stor indsats i såvel Dansk Selskab for Intern Medicin som Dansk Gastroenterologisk Selskab inklusive formandskab. I 1994 blev Sten opfordret til at påtage sig funktionen som chef for Abdominalcentret på Rigshospitalet – en udfordring, som tiltrak ham, men som blev en ret turbulent tid under indflydelse af, at centertanken endnu var ny, og organisationen ikke ganske klar dertil. Ønsket om at genoptage klinikken førte snart til ansættelse på Gastroenterologisk Afdeling på Hvidovre Hospital. Dette varede kun, til han i 2002 fik en svær Listeria encephalitis, og trods et ihærdigt forsøg fra Stens side kom han aldrig tilbage i klinisk arbejde.

Sten var såvel et meget musisk som et festligt menneske med en stor evne til at digte og skrive sange. Vi nød alle godt af det særdeles gæstfrie hjem, hvor Sten og hans kone Helle gennem årene lagde hus til mange sammenkomster med venner, danske som udenlandske kolleger og familie i en herlig blanding. Det er svært at forstå, at Sten Nørby Rasmussen med den utrolige energi, han var kendt for, kun skulle blive 68 år. De seneste år var desværre præget af sygdom, og Sten og Helle tilbragte også derfor stadig længere perioder i deres elskede fiskerhus, som putter sig under Lien ved Slette Strand. Her nød Sten og Helle besøgene af de tre fælles børn og den støt voksende flok af børnebørn.

Vi skønner alle på at have kendt og arbejdet sammen med Sten, og vores tanker går til familien, som har mistet så meget.

.

Sidebar placering
Venstrestillet
Type
0 likes