Medlem i

12 years 10 months
components

Vi har mistet vores tidligere ledende overlæge Søren Mikkelsen. Selvom vi vidste, hvad vej det bar, er tabet af Søren alligevel uvirkeligt.

For mange ortopædkirurger står Søren Mikkelsen som et forbillede. Han var solidt forankret i klinikken og havde selv et godt kirurgisk håndelag, specielt indenfor hånd- og hoftekirurgi. I sin ortopædkirurgiske bagage havde han blandt andet et ophold i Canada.

Søren Mikkelsen blev overlæge på Ortopædkirurgisk Afdeling, Silkeborg Centralsygehus i 1996. I 2004 blev han ledende overlæge og blev dermed en af de bærende kræfter i etableringen af Center for Planlagt Kirurgi i Silkeborg. Han stod i spidsen for skabelsen en produktiv elektiv afdeling med stor patienttilfredshed. Det vidner også om en stor medarbejdertilfredshed, når man ser, hvor stor en del af afdelingens speciallæger, der har trådt deres ortopædkirurgiske barnesko i afdelingen og er vendt tilbage.

Søren Mikkelsen var ikke en sprogets mand, men til gengæld var han en handlingens mand. Han så muligheder, hvor andre så begrænsninger. Søren havde en suveræn sans for tal og kunne ofte som den første se, hvor der kunne gøres forbedringer for samme eller færre ressourcer. Det udmøntede sig blandt andet i udviklingen af indlæggelsesforløb, der sparede patienterne for unødig ventetid. Et eksempel er indførelse af hoftealloplastik som sammedagskirurgisk indgreb for egnede patienter.

Søren var et humoristisk menneske og udstyret med et afvæbnende grin, der gjorde, at han kunne slippe afsted med at fyre de dårligste og ikke helt stuerene bemærkninger af, som ingen andre ville komme godt fra. Han kunne også grine af sig selv. Han fortalte, hvordan han til en forundersøgelse under stetoskopien distræt var kommet til at udbryde: »Hallo, det er Søren Mikkelsen…«, da han stak stetoskopet i ørerne.

I 2015 fik Søren konstateret pancreascancer med en yderst dyster prognose, og han valgte derfor at slippe ledelsesansvaret. Trods sin sygdom forblev Søren en del af afdelingen. Han blev en stor hjælp i vores ambulatorium, hvor hans store kliniske erfaring blev værdsat.

I 2019 gik Søren på pension. Han sov stille ind den 6. januar i år. Søren Mikkelsen efterlader sig hustruen Dorthe, børnene Sofie og Jacob samt børnebørn. Han efterlader sig desuden et varigt præg på Center for Planlagt Kirurgi.

Vi vil savne ham.

Sidebar placering
Venstrestillet
Type
Authors

Ortopædkirurgerne, Center for Planlagt Kirurgi, Silkeborg

Lead
16.4.1954-6.1.2020
0 likes