Søren Riisager Henriksen kom fra Fjallerslev, Mors, hvor forældrene var husmand Niels Iversen Henriksen og Ellen Marie Riisager. Han blev student fra Nykøbing Mors Kommunale Gymnasium i 1956.
I januar 1966 blev han færdig som cand.med. fra Århus Universitet, og i marts 1966 blev han gift med sygeplejerske Ellen Margrethe Christensen fra Fur.
Fra marts 1966 var han vikarierende reservelæge på reumatologisk afdeling på Århus Kommunehospital, fra september 1966 reservelæge på medicinsk afdeling på Hobro Sygehus og fra februar 1968 reservelæge samme sted på kirurgisk afdeling. Fra marts 1969 vikarierende reservelæge på Statshospitalet Risskov, mandsafdelingen.
I oktober 1969 blev Søren amanuensis hos mig i min almene lægepraksis i Vorbasse. Siden juli 1973 kom han i kompagniskabspraksis her. I perioden fra august 1973 til august 1985 var han desuden skolelæge på Vorbasse og Skjoldbjerg Skoler. Hans hustru, Ellen Margrethe, arbejdede i det meste af tiden også i lægehuset som sygeplejerske og sekretær, så de delte rammerne om arbejdslivet og kunne supplere hinanden godt.
Astma og lungeinfektioner fulgte Søren siden barndommen og igennem hele livet. Det var en tung følgesvend, som ofte gjorde livet svært for ham. Han fik dog et meget længere liv, end mange havde troet, som har kendt ham siden fødslen. Og eftersom han selv kendte så godt til også at være patient, havde han som læge stor forståelse for og indlevelse i sine patienter.
Jeg har kendt Søren i mange år, men især siden 1969 i Vorbasse Lægehus. Vi har oplevet lægehusets vækst i årenes løb, med flere patienter og derfor mere arbejde, som medførte, at vi over år øgede medarbejderstaben til fire læger og et større personalehold.
Søren har været en fighter. Hvad han ikke nåede inden for normal arbejdstid, det brugte han sin fritid til, den tid, han skulle have brugt til at rekreere sig og sin familie i, en ulige fordeling af døgnets timer.
Søren var vedholdende, pligtopfyldende, havde stor viden og menneskekundskab. Han var meget lyttende og hjalp ofte frem til en fælles konklusion eller diagnose, men aldrig uden lang tids betænkning og diskussion –alt måtte tages i betragtning.
I 1991 gjorde Sørens sygdom det nødvendigt, at han holdt op med arbejdet, og han gik på pension. Vi, der var tæt på Søren, mærkede, at da arbejdspresset forsvandt, gav det ham flere kræfter til at holde hverdagen ud, og det forlængede utvivlsomt hans liv.
I 1994, flere år efter sin pensionering, fik han formelt sin speciallægeautorisation som alment praktiserende læge.
Søren Riisager Henriksen døde efter længere tids sygdom og efterlader sig ved sin død sin hustru og tre voksne børn.
Æret være Søren Riisager Henriksens minde!