26.7.1942-30.4.2016
Min ven Søren er død. Død efter store lidelser pga. den nyretumor, som netop han som nefrolog så skæbnesvangert skulle døje med i de sidste år af sit liv. Et liv, hvor han ellers på sin helt egen fantastiske måde berigede os alle både som læge, ven, far og ægtefælle. For Søren var det, man kan kalde klog og varm. Altid nærværende, altid lyttende, altid loyal, anerkendende og med en usigelig viden. For hvad Søren ikke vidste, måtte han vide, og her blev både dag og nat ofte brugt til at indhøste netop den specifikke viden, som gjorde forskellen for både patienter, kollegaer og venner.
Søren blev født i det jyske. Efter at han som nybagt læge i 1972 havde fået sin turnus og spæde erfaring ved Århus Amtssygehus, Randers Centralsygehus samt Hobros Sygehus, besluttede han i 1977 at drage til København – uden nogensinde at slippe en stor jysk nøjsomhed og et ønske om aldrig at være i centrum. Siden gik turen til Hvidovre Hospital, hvor han før skiftet til det nefrologiske speciale opnåede meget stor viden og erfaring inden for både kardiologi og endokrinologi.
I 1984 blev der imidlertid sadlet om til nefrologien, hvilket fire år senere resulterede i speciallægeanerkendelse i nefrologi og meget hurtigt derefter en stilling som konstitueret overlæge i knap tre år efterfulgt af yderligere tre års overlægetid – alt sammen på Hvidovre Hospitals nefrologiske afdeling. Efter denne afdelings sammenlægning med Nefrologisk Afdeling P, Rigshospitalet, i 1997, fulgte yderligere 15 år med meget stor produktivitet på alle faglige fronter – noget som blev spottet og resulterede i den største nefrologiske hæderspris i Danmark. Men uagtet denne store faglige succes vedblev Søren altid med at være Søren – fortællende om meget vanskelige emner ned i mindste detalje og altid med fuld fokus på ikke at miste sin tilhører.
Selv har jeg haft den store glæde at kende Søren både som kollega og nær ven igennem 32 år. Og både gennem publikationer samt talrige kongresrejser har jeg altid, trods aldersforskellen, følt Sørens fantastiske væsen – en ven af højeste kaliber med en meget høj begavelse. For selvom vi gennem årene har haft meget dejlige stunder sammen, har det altid været et tydeligt, gennemgående tema, at vi aldrig har snakket sammen, men udelukkende talt sammen. For Søren var nemlig ikke til snak og sladder, men mødte alle med soberhed uanset deres udgangspunkt, baggrund eller status. For den beskedne Dr. Søren kunne med alle, ville det godt for alle og ønskede kun at opnå det bedste for os andre via sin helt unikke personlighed. Og enhver, som kendte Søren, kan sikkert tydeligt høre ham sige: “ikke osse”, når han sluttede en sætning, for at være sikker på, at alle var med – og at man var ligefolk.
Søren gik på pension få dage efter sin 70-årsfødselsdag, men blev hurtigt kontaktet af også andre landes hæmodialysecentre, som ønskede at gøre brug af Sørens kæmpe ekspertise. Søren fik desværre kun meget kort tid til at nyde nedsat tid i en lille organisation i Sverige, da canceren og især smerterne gjorde ham svært invalideret. Blot efter et par år medførte lidelsen en så stor indskrænkning i det liv, han elskede, at han for ikke at udsætte især sin kone og elskede datter for sorg og yderligere belastning valgte at få fred ved selv at afslutte livet. Og selvom dette opleves for os andre som et stort og et meget pludseligt savn, har Søren utvivlsom først analyseret, spekuleret og vurderet, hvad der var det mest korrekte set fra alle synsvinkler – egenskaber, som så gennemgribende viser, hvem Søren var – egenskaber, som han ikke ønskede at miste, men, som han desværre så klart følte, var ved at ebbe ud. Tabet er meget stort for hans livsledsager Dorte og datter Malene, men også for os mange andre tæt på ham.
Ære være hans minde.
Preben Joffe