10.2.1941-6.11.2004Søren Christian Heidemann Eriksen er død efter et kort og fulminant sygdomsforløb.Søren var århusianer, student fra Marselisborg Gymnasium og tog embedseksamen fra Aarhus Universitet sommeren 1967. Turnusuddannelsen forrettedes på Randers Sygehus. Speciallægeuddannelsen i anæstesiologi foregik samme sted samt i Århus og Ålborg. Speciallægeanerkendelse modtog Søren i 1974, og fra 1978 til 1995 var han ansat som overlæge ved Anæstesiologisk Afdeling, Haderslev Sygehus, en del af årene som administrerende overlæge. Han har været formand for den daværende Kirurgisk Blok i Sønderjyllands Amt og medlem af Uddannelsesudvalget i Dansk Selskab for Anæstesiologi.I 1995 valgte Søren at opsige sin stilling på Haderslev Sygehus for at dele sin tid mellem et tidligt, men vel fortjent otium og sit personlig ønske om at læse historie. Dette kombineret med at dyrke golf på et dedikeret amatørplan sammen med Henny gjorde, at han tog på mange rejser rundt i Europa. Den anæstesiologiske interesse blev alligevel tilgodeset, idet Søren i perioder var, det han selv betegnede som »cykelvikar« på forskellige sygehuse i Sydjylland og Færøerne. Også i denne funktion høstede han megen anerkendelse som den dygtige, professionelle og meget hyggelige kollega, som afdelingerne altid glædede sig til at få besøg af.
De af os, som har kendt Søren som ven siden studietiden og som kollega i det daglig arbejde på afdelingerne, husker ham som et positivt menneske, der var meget vidende, fagligt meget interesseret og engageret. Vi vil savne de gode diskussioner om såvel faglige som alle mulige andre emner. Søren var altid venlig og forstående, aldrig dømmende og nedgørende.
Søren var en god familiefar. Børnenes og børnebørnenes ve og vel lå ham meget på sinde.
Med Sørens alt for tidlige død har vi alle mistet en god ven og kollega.
Vor medfølelse går til Henny og børnene Trine og Mette.
Æret være Søren Christian Heidemann Eriksens minde.
components
Sidebar placering
Venstrestillet
Type