Min mangeårige makker og ven Sigurd døde pludseligt ramt af en massiv hjerneblødning. Derved sluttede et godt levet og godt anvendt liv.
Sigurd, som han altid blev kaldt, voksede op i en landmandsfamilie i Hammerum. Hans familie deltog i modstandsbevægelsen. Han snusede til landbruget, men besluttede sig efter præliminæreksamen og studentereksamen at læse medicin. Han kom ind på 4. Maj kollegiet i Århus, hvor han traf Birgitte. De blev gift i 1959.
Han gennemgik en grundig uddannelse i urologi fortrinsvis ved Århushospitalerne. Han tilbragte ét år hos Povl Madsen ved Veterans Administrations hospital i Wisconsin USA, hvor hans forskning koncentrerede sig om hydronefrosens patologi.
Sigurd kom til organkirurgisk afdeling i Randers 1976 og blev overlæge med urologi som specialområde, men deltog i øvrigt i den almene kirurgi på lige fod med mig, som det var skik dengang. Han var en fremragende kirurg og dertil en læge i ordets bedste forstand med stor empati for patienterne. Han prægede hele afdelingens indstilling. Han var til rådighed døgnet rundt, når han havde ansvaret. Vi mødtes hver morgen kl. 7.30 for at tale lidt sammen, inden vi mødtes med de øvrige, stunder som jeg bevarer i kær erindring.Han var på en måde et paradoks, fordi han som et blødt menneske havde valgt et hårdt speciale som kirurgien, men han formåede at forene disse to elementer. Han have adskillige faglige tillidsposter. Uddannelsen af yngre læger var et hjertebarn for ham. Han var i mange år lokalformand for det radikale venstre. Så sent som et par dage før hans død havde han et læserbrev i den lokale avis, hvor han argumenterede mod nedskæringerne på vort gode sygehus. Et stort engagement lagde han i medlemskabet af etisk råd gennem 6 år. Han udførte et enormt arbejde i rådet og holdt talrige foredrag om dets arbejde.
Han gik på pension som 66-årig, men tog efterfølgende vikariater i Grindsted, Viborg, Norge og på Færøerne. Ligeledes fortsatte han sammen med Birgitte bl.a. arbejdet for bedre integration og som medarrangør af foredragsrækker på Løgumkloster refugium. Hans intellekt var i top til det sidste, men han var plaget af en smertefuld ryglidelse, hvilket han bar med stor tålmodighed. Det har været et privilegium at have været ven med Sigurd og at have arbejdet sammen med ham.
Han fik lov at udånde på det sygehus, hvor han havde lagt så mange timer og er stedt til hvile nær Rørbæk sø, hvor familien har tilbragt lykkelige stunder. Han efterlader Birgitte, sønner, svigerdøtre og børnebørn. Vore tanker går til dem.