6.5.1915-10.2.2011
Allerede fra 12-13-års-alderen havde Sigbrit besluttet, at hun ville være læge. Interessen for socialmedicin fik hun gennem sin far og for kvindesagen gennem sin mor. I 1940 blev hun gift med læge, senere overlæge Børge Chr. Christensen.
Hun var den første kvindelige eksamensformand, og hun fortsatte sit organisationsarbejde i Lægeforeningen. Sin største indsats gjorde hun i Lægernes Pensionskasse, hvor hun sad i bestyrelsen i 1949-1973. Hun arbejde ihærdigt på fuld ligestilling, så også kvindelige læger fik ret til ægtefælle og børnepension, hvilket lykkedes i 1970.
Hendes faglige speciale blev oftalmologien. Hun var praktiserende speciallæge i København i 1957-1983, men hendes interesser rakte langt ud over hendes speciale. Da Kvindelige Lægers Klub (KLK), senere Kvindelige Lægers Forening (KLF), blev reorganiseret i 1946, blev hun medlem - et engagement, der varede resten af hendes liv. Hun var medlem af foreningen i 64 år, heraf 39 år som bestyrelsesmedlem og otte år som formand.
Hun var meget aktiv, da KLK fra september 1948 i et halvt år organiserede klinikker fire steder i København, hvor kvinder gratis og uden henvisning kunne få undervisning i svangerskabsforebyggelse.
Sigbrit var meget interesseret i kvinders helbred og rettigheder, og hun repræsenterede KLK i styrelsen i Danske Kvinders Nationalråd i 1960-1973. Kontakten med kvindelige kolleger i andre lande gennem Medical Women's International Association (MWIA) havde hendes meget store interesse. Hun var vicepræsident for MWIA's nordeuropæiske region i 1966-1970 og fortsatte som KLF's kontakt til MWIA.
Fra slutningen af 1970'erne arrangerede KLF en række faglige møder og kurser, som Sigbrit var med til at arrangere mange af. Hun var et meget effektivt medlem af organisationskomiteerne, da KLF var vært for to nordeuropæiske MWIA-kongresser i 1979 og 1996.
Vi, der har arbejdet sammen med Sigbrit, husker hende som et meget positivt og hjælpsomt menneske. Samtidig var hun meget loyal. Vi husker også mange gode stunder i hendes gæstfri hjem, hvor hun delte ud af sin store viden, erfaring og positive menneskesyn.
De sidste fem år tilbragte Sigbrit på plejehjem, men evnen til at glædes havde hun ikke mistet.