Preben Plums indsats som børnelæge, professor i pædiatri og leder af Rigshospitalets børneafdeling gennem 33 år, og hans dygtighed som underviser, forskningsleder og formand for Statens lægevidenskabelige Forskningsråd er behørigt mindet i disse spalter. Vi ønsker imidlertid også at mindes Preben Plums senere så kompromisløse arbejde for hvad der i 1970'erne og 1980'erne blev opfattet som kontroversiel behandling af spastiske børn og patienter med rygsygdomme.
Preben Plum havde et åbent intellekt og et uhildet syn på nye behandlingsmuligheder. Også - og måske netop - de ukonventionelle muligheder. Da han i 1974 blev præsenteret for en ny og målrettet behandlingsmulighed for hjerneskadede børn (hans hjertebørn), kastede han derfor prompte sin lægelige autoritet og organisatoriske kapacitet ind i opbygning og systematisering af Teddy Øfeldts optræningsbehandling. Parløbet mellem den stringente emeritus-professor og den uskolede »bodybuilder« udviklede en enestående synergi. Trods åbenbare forskelle i udgangspunkt, var det præget af gensidig respekt og dybt engagement. Dynamikken i samarbejdet parret med Plums formulerings- og formidlingsevne bidrog afgørende til myndighedernes og systemets gradvise accept af de nye behandlingsprincipper. Det skortede ikke på modstand fra den tids fysioterapi og fysiurgi. Men modstanden stimulerede kun Plums gejst og indsats for det paradigmeskift i behandlingen af spastikere og rygpatienter, som mange siden har høstet frugterne af.
Preben Plum havde mange talenter: Et skarpt hoved, en til tider ufattelig arbejdskapacitet, handlekraft, autoritet og stor menneskeforståelse. Men han brugte gennem sit lange liv talenterne til en uselvisk indsats for netop dem der manglede meget af det han havde, de hjerneskadede børn.
Æret være hans minde.
Teddy Øfeldt, centerleder; Jens F. Rehfeld