Preben Plum, professor, dr.med. har engang sagt: »Da den menneskelige adfærd er grundlagt og formet i spædbarnealderen og barndommen, har vi pædiatere en naturlig pligt til at yde vort bidrag til at skabe muligheder for udviklingen af de egenskaber, som vi anser for væsentlige for et sundt, realistisk, smukt og værdigt liv«.
Børnelægen Preben Plum levede til fulde op til dette. Han var en markant personlighed, som gennem sin forskning og sit visionære faglige virke har haft en afgørende betydning for den positive udvikling inden for pædiatrien i Danmark. Han var tillige internationalt anerkendt.
Preben Plum blev læge i 1931 og dr.med. i 1938. Fem år senere udnævntes han til overlæge på Rigshospitalets børneafdeling. I 1943 vandt han konkurrencen om professoratet i pædiatri samme sted.
Preben Plum erkendte på et tidligt tidspunkt vigtigheden af at fremme subspecialiseringen inden for pædiatrien. Neuropædiatrien blev indført og herefter børneallergologien, børnekardiologien og i 1965 neonatologien.
Preben Plum har ydet en meget stor indsats for børn med cerebral parese/spastikere. Allerede i 1948 oprettede han et særligt ambulatorium for spastikere, hvor han introducerede og ledede det tværfaglige teamsamarbejde for at sikre den optimale behandling. I 1950 var han blandt initiativtagerne til oprettelsen af Foreningen For Spastisk Lammede Børn.
På grundlag af Preben Plums pionerarbejde inden for cerebral parese blev der gennemført en lang række videnskabelige undersøgelser, hvilket bl.a. resulterede i 11 disputatser. Han var en inspirerende vejleder for de videnskabelige medarbejdere, og samtidig en meget dygtig mesterlærer.
I 1976 trak han sig tilbage både som overlæge og professor i børnesygdomme. Selv i sit otium ydede han faglig støtte og opmuntring til yngre forskere, som nød godt af hans store viden og indsigt.
Preben Plum har gennem tiden beklædt en række betydningsfulde faglige og videnskabelige formandsposter. Han har været formand for Dansk Pædiatrisk Selskab, præsident i Dansk Medicinsk Selskab og formand for Spastikerfonden, for Lægerådet på Rigshospitalet og for Statens Lægevidenskabelige Forskningsråd. Han er desuden hædret med æresmedlemskab af flere udenlandske videnskabelige selskaber.
Mange patienter vil huske Preben Plum for hans varme og engagement i netop deres skæbne.
Karen Taudorf, formand for Dansk Pædiatrisk Selskab
.
.
Der er mennesker, som både sætter præg på samtiden og mennesker, de møder. Det gjaldt i særlig grad Preben Plum, hvis betydning for mennesker ved det direkte møde skal omtales her.
Det blev for mig væsentlige kontakter over et halvt århundrede. Ikke i privatlivet, men i en fælles interesse for lægevidenskab og lægeligt arbejde, som fungerede inden for et fagligt venskab. Den første anledning var den anonyme students møde med professoren i børnesygdomme, der betød en slags vækkelse af opmærksomheden for patienter som medmennesker. Der blev ikke anvendt begreber som etik eller empati. Indlæringen skete ordløst gennem holdninger og sprog i mødet med børn og deres pårørende. Medmenneskeligheden tjente intet selvprofilerende formål for Preben Plum. Formen var saglig og stilfærdig, kun afbrudt af pludselige mimiske ilinger, som lukkede op for varmen og humoren. Det var for den unge student så givende, at jeg valgte at gennemgå pædiatriundervisningen én gang til, klemt ind mellem studieplanens øvrige obligatoriske gøremål. Det næste større møde indtraf, da Statens Lægevidenskabelige Forskningsråd blev oprettet, med Preben Plum som første formand og en række unge kolleger som medlemmer. Det blev en banebrydende oplevelse med Preben Plum som kurssætteren, hvor igen respekten for de ikke-materielle værdier, redelighed, grundighed og retfærdighed ikke blev annonceret, men blot oplevedes gennem afspejlingens selvfølgelighed, med Grundtvigs udtryk, at virkeligheden er al tings prøve. Arbejdet var ikke noget »ben« for medlemmerne, for med et honorar i homøopatisk fortynding, valgte vi på Preben Plums forslag at gøre arbejdet gratis. Næste kontaktflade var Preben Plum som forfatter og debattør, og undertegnede som Ugeskriftsredaktør. Vi havde forskellige ståsteder. Preben Plum med naturvidenskaben som udgangsposition, men suppleret med parapsykologiske og andre metafysiske synsvinkler, der kunne synes uforenelige med Ugeskriftlinjen og redaktørens eksistentielle ståsted. Men Preben Plums stadige søgen og engagement aftvang altid respekt, og resultatet af disse møder blev paradoksalt et forskellighedernes ligeværd. At have mod til at forlade midtstrømskursen i faget og livet er ikke mange forundt, men Preben Plum bar gerne modets røde kokarde, når hans samvittighed bød ham det.
Skal man sammenfatte et så langt liv som Preben Plums og hans konsekvens i menneskesyn og holdninger, er det acceptabelt atter at inddrage en historisk formulering, hvorved også de historieløse dyder gøres synlige i dag. Med Thomas Kingos ord om Niels Juel gælder det også for Preben Plum: Han var »... En Mand af gammel Dyd og Dansk Oprigtighed, af Ja og Ney og hvad mand Got og Ærligt veed!«
Povl Riis