Medlem i

13 years 1 month
components

22.5.1930-4.6.2008En fin repræsentant for dansk kirurgi, Povl Madsen, er død efter kortere tids hjertesygdom.Povl voksede op i Frederikshavn og glemte aldrig, at han var vendelbo. Han blev medicinsk kandidat fra Aarhus Universitet i 1958, og hans tidlige kirurgiske uddannelse fandt overvejende sted i Hjørring. På den radiologiske afdeling gennemførte han undersøgelser, som resulterede i en bemærkelsesværdig disputats: Radiological studies of the postgastrectomy syndromes. Den førte til en ansættelse som reservekirurg på afdeling A, Bispebjerg Hospital, som på det tidspunkt var dedikeret til ventrikelkirurgi. Det var en stor omvæltning for en typisk vendelbo at flytte til København men et lykkeligt valg både for Povl og for afdelingen, hvor han ydede en stor indsats og blev overlæge i 1972. I 1976 flyttede afdelingen til Hvidovre Hospital, hvor Povl i en årrække var ledende overlæge.I 1988 fik Povl et mindre, cerebralt insult, som mindskede hans operative færdigheder, hvorfor han valgte at lade sig pensionere i i 1990.

Povl var en eksponent for en fin kirurgisk kultur. Han havde en glimrende kirurgisk teknik og var videnskabeligt aktiv, i de senere år med fokus på kronisk pankreatit. Povl medvirkede til en god tone og ånd i afdelingen og interesserede sig brændende for de yngre læger og deres uddannelse, var lektor i kirurgi og i en periode formand for sektion 4 ved Københavns Universitet. Han havde et glimrende samarbejde med sygeplejersker og sekretærer og viste en dyb forståelse og interesse for patienterne - han var en sand menneskeven.

Povl havde kunstneriske evner, som, efter at han var pensioneret, rigtig kom til udtryk i talrige akvareller med motiver fra den friske natur i hans elskede Vendsyssel.

Povl vil blive husket for sin venlighed og omsorg af de mange patienter, han behandlede, og af de mange unge læger, som lærte så meget værdifuldt af ham. Hans store vennekreds vil tænke tilbage på de dejlige timer sammen med ham i Lyngby og i hans dejlige sommerhus i Ålbæk.

Men det centrale i Povls tilværelse var familien. Og det var et rigt familieliv, der udfoldede sig med hans brave hustru Tove og de to tandlægebørn og børnebørn. Vore tanker går til dem.

Sidebar placering
Venstrestillet
Type
0 likes