Medlem i

13 years 1 month
components

Poul døde kort efter sin 90-års-fødselsdag efter et langt og begivenhedsrigt liv.

Han blev student fra Metropolitanskolen i 1939 og cand.med. i 1948. Umiddelbart efter sin kandidateksamen deltog han i tuberkulosekampagnen i Tyskland, og allerede her fik han interesse for forebyggelse og samfundsmedicin. Det var dog geriatrien han viede en stor del af sit liv, og han blev speciallæge i internmedicin og langtidsmedicin. Han blev allerede i en alder af 36 år overlæge på Geriatrisk Afdeling i Odense.

Poul blev kendt og belønnet især for sin indsats i geriatrien (K.K. Steinckes mindelegat 1971, Generalkonsul Ernst Carstensens ærespris 1973).

Siden tog han embedslægeeksamen og var en overgang embedslæge i det daværende Fyns Amt og lægelig rådgiver i revalideringscentret.

I 1973 blev han bedriftslæge på Lindøværftet, og her fik han såvel teoretisk som praktisk erfaring på det arbejdsmedicinske område. Da der på det tidspunkt ikke var en dansk speciallægeuddannelse i arbejdsmedicin, tog han en svensk bedriftslægeuddannelse. Det resulterede i ansættelse som overlæge på den nystartede arbejdsmedicinske klinik på Odense Universitetshospital i 1977, og sideløbende var han arbejdslæge ved Arbejdstilsynet på Fyn.

Han havde indtil sin pensionering i 1987 formået at opbygge en stor og velfungerende arbejdsmedicinsk funktion med et bredt og respekteret samarbejde med både virksomheder, fagforeninger og myndigheder.

Har var en klassisk mesterlærer, og hans store kliniske og praktiske erfaring og samarbejdskreds blev model for flere af de arbejdsmedicinske afdelinger, der efter hånden blev etableret i de øvrige amter. Også på nordisk plan var han aktiv og var med i det nordiske samarbejde omkring De Nordiske Arbejdsmedicinske Årsmøder, der var støttet af Nordisk Ministerråd.

En lang årrække sad han som repræsentant for Sundhedsstyrelsen i Arbejdsskadestyrelsens Erhvervssygdomsudvalg. I det hele taget var Poul meget aktiv og nytænkende i det organisatoriske arbejde.

Vi husker ham og hans hustru Sigrid for deres store gæstfrihed. Der var altid åbent i deres hjem, og især i deres smukke hus i Aborg ved Assens har vi tilbragt mange gode stunder. Huset var en årrække samlingssted for overlægerne ved landets arbejdsmedicinske afdelinger og rammen om mange gode diskussioner om faget og den store udbygning af arbejdsmedicinen i Danmark, der foregik i 1980'erne og 1990'erne.

Vi er mange inden for det arbejdsmedicinske område, der skylder Poul stor tak for hans betydning for faget i dets opbygning og en stor tak til Sigrid for hendes gæstfrihed.

Æret være hans minde

Sidebar placering
Venstrestillet
Type
0 likes