Medlem i

13 years 1 month
components

Poul Raymond Jakobsen, praktiserende læge, en god ven, læge og kollega er død.

Poul blev født i Haurum og stiftede familie ved giftermål med Elly Rigmor Thomsen i 1955. Anne, Ulla, Carl, Lise og Tove er alle blevet gift, og ved Pouls død var der tretten børnebørn og en plejedatter Ellen fra Nanortalik med familie.

Pouls karriere gik fra turnus i Gram i 1958 over Århus Amtssygehus, Hæren, Varde Sygehus, Nanortalik 1961-1964, og derpå Svendborg Sygehus til han begyndte solopraksis i november 1966 i Rødding, Sønderjylland. Konsultation og privat bolig var i samme hus i tre etager. Sekretæren sad i entreen ved foden af trappen til første sal, og der var små forhold for venteværelse og konsultation.

I 1968 flyttedes praksis til et af Danmarks første lægehuse, opført centralt i byen; fra 1974 med fire kompagnoner. Her virkeliggjordes med smittende entusiasme de målrettede tanker om, hvordan praktiserende læger kunne dygtiggøre sig fagligt og menneskeligt, og udvikle nye undersøgelses- og behandlingstilbud til kommunens borgere. Her fik ideerne form og indhold. Familielægen blev oprustet, men funktionen bevaret.

Foruden aktivitet, engagement, interesse, medmenneskelighed og kvalitet i det daglige arbejde, skulle der være tid og overskud til indsatser uden for lægehuset i nærsamfundet og regionalt. Det lokale socialmedicinske samarbejde blev sat i system. Undervisningen af kommende practici i Odense tilførte disse kurser værdifuld viden og erfaring, og suppleredes med bogen: »Ud i praksis«, med vejledning om nedsættelse i almen praksis. Poul var formand for P.L.O. i Sønderjylland i 1975-1977 og medstifter af Haderslev Vesteramts Lægeklub i 1971, og i otiet blev der tid til sommervikariater i Nanortalik.

Poul deltog i samfundsdebatten og var formand for ungdomsklubben, børnehaven, ældrerådet og aktiv i lokalpolitik. Han blev Rødding Rotaryklubs første formand i 1968, guvernør i distrikt 1460 i 1977-1978 og Paul Harris Fellow.

Pouls indstilling til faget og inspirerende videregivelse af denne, har i høj grad medvirket til, at almen medicin i dag er et speciale på lige fod med andre specialer. Vi har virket sammen med en ven, kollega og læremester; et fint og retlinet menneske, som i et nært og varmt samvær og samarbejde med hustruen Elly fik betydning for vores faglige udvikling, familie og hele virksomme liv. Tak til den familie der gav ham tid til også at virke for andre! Vi var ikke blevet til det, vi nåede, uden Elly og Poul.

Anna Didde Winther Hill, Povl Blinkenberg Willadsen & Jesper Schramm

Sidebar placering
Venstrestillet
Type
0 likes